Vinterferie i Hillerød 2026

Find inspiration til aktiviteter i vinterferien

Vinterferien står for døren, og i Hillerød er der lagt op til en uge fyldt med oplevelser for børn og familier. Her er der plads til både hygge, leg, kreativitet og historie, inden vinterferien kulminerer med fastelavn og tøndeslagning søndag den 15. februar. Du finder mere om fastelavn længere nede i artiklen. 

Vinterferie i SlotsArkaderne

Hvis I planlægger et besøg i SlotsArkaderne i uge 7, er der flere sjove og hyggelige aktiviteter for både børn og voksne.

Ingen vinterferie i SlotsArkaderne uden den populære feriebillet til børn. Med vinterferiebilletten får de små mulighed for at deltage i en række sjove aktiviteter og oplevelser i centret. Billetten kan købes i Bilkas Kundeservice fra fredag d. 6. februar 2026 og så længe lager haves.

Du kan vælge mellem to udgaver af vinterferiebilletten: med eller uden børnebiografbillet (op til 12 år) til Nordisk Film Biografer i Hillerød.

Pris med biografbillet: 120 kr. 
Pris uden biografbillet: 70 kr. 

Vinterferiebillet

Hver dag i vinterferien fra kl. 11-14 kan børnene møde SlotsArkadernes søde maskot, slotsmusen Frede.
Det er en hyggelig oplevelse, som de mindste helt sikkert vil elske.

Hvis der bliver brug for en pause fra shopping, kan børnene få brændt energi af på de eventyrlige legepladser i centret. Inspireret af byens historie, giver legepladserne rig mulighed for at slippe fantasien løs og lege i hyggelige rammer.

Der er altså masser af gode grunde til at tage en tur forbi SlotsArkaderne i vinterferien og nyde en sjov og oplevelsesrig dag.

Læs mere om vinterferiens aktiviteter i SlotsArkaderne her. 

Hillerød Bibliotek

Fra 30. januar til 15. april kan børn og familier opleve Experimentariums rejseudstilling Legedalen – Bliv venner med naturenHillerød Bibliotek.

Udstillingen inviterer børn ind i et legende og sanseligt univers, hvor de møder dyr som pindsvin, egern og det gamle egetræ i parken. Gennem leg og nysgerrighed lærer børnene, at alle levende væsener – ligesom mennesker – har brug for mad, tryghed og et sted at bo.

Legedalen er skabt i børnehøjde og kombinerer fantasi, bevægelse og historiefortælling. Her er dyrene i øjenhøjde, og børnene kan opleve at være både store og små, hurtige og stille – måske endda forvandle sig til en sommerfugl for en stund. Formålet er at skabe en følelse af forbundethed med naturen og give børn lyst til at passe på den. Selvom oplevelsen foregår indendørs, åbner den døren til samtaler om natur, klima og ansvar – også udenfor bibliotekets rammer.

I udstillingen er der indrettet hyggelige læsehjørner, hvor børn og voksne kan fordybe sig i bibliotekets bøger om natur og miljø. Der er desuden udgivet billedbøger om nogle af de dyr, børnene møder i Legedalen, som kan lånes med hjem og læses videre derhjemme.

Læsedragen Hilbert

Bibliotekets læsedrage Hilbert er en ægte krudtugle, der elsker musik, bevægelse og sjov.

Han inviterer børnene til et aktivt arrangement d. 11. februar kl. 10.30, hvor kroppen kommer i gang med hop, dans og stræk, inden der skrues ned for tempoet og sluttes af med en hyggelig historie om Frøen Faxe og hans vandhul.

Arrangementet er for børn fra 4 til 10 år og deres voksne.

Gratis – ingen tilmelding. Der er 50 pladser.

Filmklub for børn

Bibliotekets filmklub byder på en hyggelig filmvisning om et egern, der må lære, at venskab er vigtigere end at samle nødder til sig selv.

Filmen vises d. 12. februar kl. 10.00 – kom gerne 10 minutter før.
Pris: 20 kr. pr. person, inkl. popcorn og juice.

Der er 20 pladser i alt.

Erle Perle

I vinterferien inviterer Hillerød Bibliotek traditionen tro til Erle Perle – en hyggelig og kreativ workshop for børn.

Det sker d. 13. februar kl. 10-12.30 og denne gang går turen til den vilde blomstereng, hvor børnene kan lade sig inspirere af kornblomster, mælkebøtter, sommerfugle, larver og bier i alle regnbuens farver.

Børnebiblioteket stiller perleplader, mønstre og masser af perler til rådighed, og når kreationerne er færdige og strøget af børnebibliotekarerne, kan de tages med hjem som fine ferieminder.
Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.

Læs mere om vinterferie på Hillerød Bibliotek her

Frederiksborg Slot - vinterferie i kunsten og kemiens verden

Frederiksborg Slot. Fotograf Ann Jørgensen

Vinterferie på Frederiksborg Slot byder på farver, fantasi og forunderlige forbindelser mellem kunst og videnskab.

I vinterferien inviteres børn og familier til at gå på opdagelse i et legende univers, hvor nysgerrighed, eksperimenter og kreativitet er i centrum.

Anledningen er et helt nyt portræt af Nobelpristager Morten Meldal, malet af kunstner John Kørner. Portrættet danner rammen om en række aktiviteter, hvor børn og voksne – ligesom både forskeren og kunstneren – arbejder undersøgende og eksperimenterende. Her handler det ikke om rigtige eller forkerte svar, men om at turde prøve sig frem.

Portrætlaboratoriet

I Portrætlaboratoriet forvandles museet til et kreativt værksted, hvor maling drypper, flyder og blander sig. Hvad sker der, når maling bliver våd? Kan man styre, hvor farverne bevæger sig hen? Og hvilke nye farver opstår, når rød, blå og gul mødes? Sammen med museets formidlere eksperimenterer deltagerne med farver og former og skaber deres eget portræt med få, karakteristiske kendetegn – inspireret af John Kørners stil. Det færdige værk kan selvfølgelig tages med hjem.

Portrætlaboratoriet er åbent i hele museets åbningstid og kræver ingen tilmelding. Aktiviteterne er gratis, når entréen er betalt.

Familieomvisning – På sporet af videnskaben

Familier kan også deltage i en oplevelsesrig omvisning i børnehøjde. På sporet af videnskaben går vi i forskernes fodspor og undersøger, hvordan nysgerrighed og eksperimenter driver både kunst og videnskab frem. Omvisningen har få stop, og der er plads til leg og bevægelse undervejs. Der er to faste afgange dagligt, og omvisningen varer 35–40 minutter.

Skab problemer!

Som en ekstra ferieaktivitet kan gæster i alle aldre selv formulere problemer og lægge dem i museets problemarkiv – eller trække et problem og tegne en mulig løsning. Aktiviteten kan opleves alle dage kl. 10–17 i Stue 84 på 3. sal, ved portrættet af Morten Meldal. Her er det kun fantasien, der sætter grænser.

Husk at børn kommer gratis ind på museet!

Læs mere om vinterferie på Frederiksborg her. 

Alletiders Nordsjællændere og maskeværksted i Elværket i Hillerød

I vinterferien åbner Museum Nordsjælland dørene for børn og familier til kreative og lærerige oplevelser i den nye udstilling Alletiders Nordsjællændere i Elværket Hillerød.

Her kan både børn og voksne slippe fantasien løs i fastelavnsmaskeværkstedet, gå på opdagelse i udstillingen og lege sig klogere på Nordsjællands historie. Der er mulighed for at kravle ind i slotshulen til hyggelig højtlæsning, klæde sig ud, udgrave et ‘skelet’ i Børne-Arkæoteket og prøve kræfter med arkæologens arbejde – eller tage sin egen skat med hjemmefra og udstille den på museet.

Museum Nordsjælland stiller materialer og skabeloner til rådighed, så det er bare at tegne, klippe og skabe fastelavnsmasker i historiske rammer. I vinterferien tilbydes der desuden særlige guidede rundvisninger i udstillingen tirsdag, onsdag og torsdag kl. 13–13.30.

Foto: Museum Nordsjælland

Praktisk:
Vinterferien fra lørdag den 7. til søndag den 15. februar, dagligt kl. 10–15.
Sted: Elværket Hillerød, Frederiksgade 11.
Entré: 60 kr. for voksne – gratis for børn og unge under 18 år samt årskortholdere.

Læs mere hos Museum Nordsjælland her.

Girls Night Out i Hillerød Bio - Wuthering Heights

Onsdag den 11. februar inviterer Hillerød Bio, der netop er åbnet i helt nye, moderne lokaler i Slotsgade i Hillerød, til Girls Night Out.
Det sker til forpremieren på en ny, hed filmatisering af Emily Brontës klassiker Wuthering Heights (Stormfulde højder). Filmen genfortolker den ikoniske kærlighedshistorie om Cathy og Heathcliff med Jacob Elordi og Margot Robbie i hovedrollerne.

Aftenen byder på romantisk 1800-talsstemning med stearinlys, drinks, snacks, lidt lækkert at spise og præmier i salen, inden filmen går i gang. Girls Night Out starter en halv time før filmens start.

En oplagt anledning til en hyggelig og stemningsfuld biograftur i vinterferien i Hillerøds helt nye biograf.

Læs mere om Girls Night out her. 

Fastelavn

Fastelavn i SlotsArkaderne

I uge 7 inviterer SlotsArkaderne i samarbejde med Bilka og BR til stor fastelavnsfest i Støberigården ved Balkonen Food Hall. Kom udklædt og vær med, når der slås katten af tønden og hygges på tværs af alder og fantasi.

Tøndeslagningen foregår udendørs og er opdelt i aldersgrupper:
Kl. 12.00 for børn 0–3 år og 4–7 år
Kl. 13.00 for børn 4–7 år og 8–12 år

Husk tøj efter vejret.

Indendørs ved Balkonen Food Hall er der fra kl. 11–14 masser af fastelavnshygge. Her kan børnene få ansigtsmaling, lave deres egen fastelavnsmaske i Bilkas kreative hyggehjørne og få ballondyr med hjem. Derudover kan man hilse på slotsmusen Frede og Billie, og der serveres fastelavnsboller og kakao til børn (så længe lager haves).

Arrangementet er gratis og finder sted i Støberigården, som kan nås via den blå spindeltrappe ved Glitter og Pappa Pizza eller direkte fra Nordstensvej.

Fastelavn på Klaverfabrikken

Søndag 15. februar fejrer Klaverfabrikken fastelavn med en festlig familiekoncert med Tubalupa Band. Her er der garanti for sjov, musik og fortællinger i børnehøjde – fyldt med energi, fantasi og smittende spilleglæde.

Dørene åbner kl. 13.30, og koncerten starter kl. 14.00. Efter koncerten slår vi katten af tønden, og alle kan være med. Husk varmt overtøj, da nogle tønder hænger udenfor. Arrangementet varer ca. 1½ time.

Billetpris: 40 kr. for børn og 80 kr. for voksne. Medlemmer af Klaverfabrikken får 30 % rabat.
Koncerten er en del af Klaverfabrikkens familiekoncerter, hvor der er plads til både store og små – man kan sidde på gulvet, på puder eller stole, og der kan købes drikkevarer i baren.

En oplagt fastelavnsoplevelse for hele familien med musik, tøndeslagning og godt humør. 🎭🎶

Læs mere på Klaverfabrikkens hjemmeside her

Fastelavn i Præstevang Kirke

Allerede lørdag d. 14. februar markeres fastelavn i Præstevang Kirke på Tamsborgvej med en festlig børnegudstjeneste for både børn og voksne. Efter gudstjenesten er der tøndeslagning for store og små samt kaffe og fastelavnsboller til alle.

Der er præmier til kattekonger og -dronninger, og man må meget gerne møde op udklædt. Arrangementet er gratis og kræver ingen tilmelding.

Fastelavn i Frederiksborg Slotskirke

Søndag 15. februar i vinterferien inviterer Frederiksborg Slotskirke traditionen tro til fastelavn med både børnegudstjeneste og tøndeslagning. Arrangementet begynder kl. 14 med en kort og festlig børnegudstjeneste, hvor kirken ofte fyldes af udklædte prinsesser, superhelte, pirater og mange andre fantasifulde figurer.

Herefter fortsætter fastelavnsfesten i Slotskirkens Hus, hvor FDF står for tøndeslagning. Der er tre tønder fordelt på aldersgrupperne 0-9 år, 10-17 år og 18-99 år, og selvfølgelig kåres både kattekonger og -dronninger. Undervejs serveres der fastelavnsboller, og alle er velkomne – gerne i udklædning.

Valentinsdag

Lørdag d. 14. februar er det som bekendt kærlighedens dag – nemlig Valentinsdag!

Hillerød byder på alt, du skal bruge for at gøre dagen ekstra speciel. Mangler du gaveinspiration kan du købe spændende vine, gavekurve og specialiteter hos Vinspecialisten Stoltz i Helsingørsgade.

Hvis det er blomster og chokolade, der skal til, laver Blomsterfin de smukkeste buketter, og ChokoladeMageriet står som altid klar med de lækreste fyldte chokolader, både i gaveæsker og enkeltvis.

I Hillerød finder du også et stort udvalg af tilbehør og smykker, hvis du leder efter en helt speciel gave til din Valentinsdag. Du kan også finde inspiration hos Bilka, Føtex og Kiosk Bien, som alle har et stort udvalg af søde valentinsgaver.

Derudover kan du booke bord hos en af Hillerøds mange caféer og restauranter, hvor man finder noget til enhver smag, uanset om det er sandwich, sushi eller saftige bøffer.