Studiestartløbet i Hillerød 2025

Studiestartløbet 2025

Fredag d. 5. september afholdes traditionen tro det årlige studiestartløb, hvor en strøm af forventningsfulde førsteårsstuderende, der kommer fra forskellige ungdomsuddannelser og videregående uddannelser, samles for at deltage i en løberute på 5 kilometer, der strækker sig gennem byens maleriske bymidte.

Studiestartløbet er et samarbejde mellem Hillerøds uddannelser, Hillerød ByForum, C4 Foreningen, Hillerøds Riddere og Hillerød Kommune. Jyske Bank, der er hovedsponsor, vil dele kildevand ud til alle løbsdeltagerne.

– Hillerød er en stærk uddannelsesby, og med Studiestartløbet og Kulturnatten får elever og studerende både mulighed for at opleve byen og møde hinanden på tværs af uddannelser. Det er et godt fundament for et stærkt ungdoms- og studiemiljø, og vi glæder os over igen i år at kunne vise byen og borgerne, hvor mange vi er på byens uddannelser, og hvor mange uddannelser Hillerød har at byde på, siger Flemming Zachariasen, direktør U/NORD.

-Vi er i Jyske Bank glade for at støtte op om Hillerød som uddannelsesby. De unge giver liv til vores by, og det er festligt at være med til Studiestartløbet, siger Søren Kvist, markedsdirektør i Jyske Bank.

– Hillerød er en hyggelig studieby, og vi vil gerne vise de unge, at vi har et levende handelsliv. De kan mødes i byen efter sidste time, benytte studierabatter og har også mulighed for at finde et studiejob, siger Mette Kragh Faurholdt, citymanager i C4 og Hillerød ByForum.

Studiestart Hillerød

Ruten

De 5 kilometer, der venter forude, starter som vanligt på Torvet og fører løberne ned ad den nyrenoverede Slotsgade.

Herefter fortsætter ruten igennem Frederiksborg Slots ydre slotsgård, videre gennem Indelukket og Slotsparken, hvor deltagerne kan nyde den smukke natur. Ruten går videre rundt om Slotssøen, indtil de atter krydser målstregen på Torvet. (Se kort nederst på siden)

Alle deltagerne får tildelt et nummer med en chip, der præcist måler deres tid og giver dem mulighed for at stræbe efter deres personlige rekorder. Efter løbets afslutning vil der være præmieoverrækkelse på scenen på Torvet, hvor de tre hurtigste drenge og piger vil få overrakt præmier fra Hillerød Shopping, Jyske Bank og Rømers Kaffebar. 

Det forventes at op mod 2400 studerende fra de mange forskellige uddannelsesretninger samles til studiestarteventet. 

Studiestartløb 2024, Fotograf Ann Jørgensen

De deltagende uddannelsesinstitutioner er: 

  • Erhvervsakademi København
  • FGU Nordsjælland
  • Frederiksborg Gymnasium & HF
  • HF & VUC Nordsjælland
  • Hans Knudsen Instituttet
  • HUC 10. klasseskolen
  • Hillerød Tekniske Gymnasium, U/NORD
  • Hillerød Tekniske Skole, U/NORD
  • Hillerød Handelsgymnasium, U/NORD
  • Hillerød Handelsskole og 10.klasse, U/NORD

Fælles opvarmning på Torvet

På Torvet vil de unge blive mødt af speaker fra Nordsjælland Håndbold, Morten Stig Bork Jørgensen, der vil kommentere begivenheden fra scenen. De unge møder op i god tid før til fælles opvarmning med elever fra Frederiksborg Gymnasium på scenen. 

Der vil også være tid til, at de unge kan møde Jyske Bank og Hillerød Bibliotek til en snak om hhv. økonomi og studiefaciliteter samt høre mere om KA:OS camp, som er et studie-event til Kulturnatten, der begynder i haven ved Hillerød Bibliotek efter Studiestartløbet og slutter af med koncert i Klaverfabrikken.

Selve løbet sættes i gang kl. 12.30 fra Torvet af borgmester Kirsten Jensen. 

Røde Kors’ samaritter står klar på Torvet under hele løbet til at tage sig af evt. løbeskader og Hillerøds Riddere sørger for alt det praktiske omkring løbet. 

Som altid tilbyder mange af Hillerøds butikker de studerende mulighed for at få ekstraordinære studierabatter hos enkelte af byens forretninger mod fremvisning af studiekort.

Læs mere om studierabatter, tips til studerende og meget andet her.

Program

Program for Studiestartløbet

11.30: De studerende ankommer til Torvet

12.00: Velkomst

12.10: Fælles opvarmning ved elever fra Frederiksborg Gymnasium

12.30: Borgmester Kirsten Jensen sætter løbet i gang

12.50: Første løbere kommer i mål – Jyske Bank deler kildevand ud til løberne

13.10: Præmieoverrækkelse til de hurtigste løbere

13.45: Sidste løbere kommer i mål

Program

Kulturnat sammme dag

Lidt senere samme dag er der Kulturnatten 2025 i Hillerød. Fra kl. 16-22 kan man opleve kunstudstillinger, musik, underholdning, kreative workshops og meget andet.

I år er der over 100 punkter på programmet. Se programmet her.

Vi ses ved målstregen!