Hillerøds glemte handelsby

Helt tilbage i 600-700-tallet foregik der international handel i Hillerød.

I den sydlige del af Hillerød på Smørkilde Bakke har arkæologerne fra Museum Nordsjælland gjort mange fund fra 600-700-tallet (yngre jernalder) til 1500-tallet (middelalder). Ifølge skriftlige kilder blev landsbyen Egespur nedlagt i 1558 på kongelig forordning og forsvandt siden ud af historien indtil 2016, hvor den blev genfundet ved en arkæologisk forundersøgelse, og nu er sporene efter middelalderlandsbyen ved at blive udgravet.

Senest har arkæologerne fra Museum Nordsjælland fundet delene af en gammel tønde, der kan spores helt tilbage til middelalderens Polen.

At finde så gammelt og velbevaret træ er uhyre sjældent og bestemt ikke hverdagskost for arkæologerne på Museum Nordsjælland. De gamle dele af tønden blev fundet i en brønd i den nedlagte landsby Egespur, hvor de var smidt ud som affald. Faktisk var tøndestavene så fint bevarede, at årringene i træet stadig kunne ses.

Med udgangspunkt i dem kunne eksperter konkludere, at tønden er fremstillet af træ, der blev fældet i tiden mellem 1390 og 1404. Og det stoppede ikke der – for den dateringsteknik kan også bruges til at vise, hvor træet har groet. Derfor ved Museum Nordsjælland nu, at det egetræ, som tønden blev fremstillet af, voksede i den nordlige del af Polen – nærmere bestemt ved Weichselflodens udløb i Østersøen.

På den måde er tønden med til at fortælle historien om, hvordan middelalderlandsbyen Egespur ikke blot lå på en bakke syd for Hillerød – men faktisk var en lille brik i en større international forbindelse, hvor varer blev flyttet over store afstande.

Kom til åben udgravning

Arkæologerne har gjort et væld af gode fund på Smørkilde Bakke. I 2024 gik en mystisk guldring med kristne symboler nærmest viralt og fik omtale i alle landets medier. Men der er også fundet dyreknogler og nu altså noget så sjældent som genstande af træ, der er bevaret helt fra middelalderen.

Den 15. juli mellem klokken 17 og 19 holder Museum Nordsjælland åbent på udgravningen ved Smørkilde Bakke, så alle interesserede kan komme og høre mere om både det polske tre, guldringen, knoglerne og alt det andet, som museets arkæologer har fundet. Billetter koster 50 kroner.

Arrangementet kræver tilmelding, og der er begrænsede antal pladser.

Læs mere på Museum Nordsjællands hjemmeside her.

På billedet nedenfor ses dele af den tønde, der stammer fra middelalderens Polen. Foto: Museum Nordsjælland.