Nyheder

Velgørenhedskoncert

 9. december 2019

For femte år i træk holder Ensemble Hovaldt sin traditionsrige velgørenhedskoncert søndag den 15. december. Hele entreindtægten fra koncerten går ubeskåret til Mødrehjælpens arbejde i lokalområdet.
Ensemble Hovaldt er et blæserensemble, der består af professionelle musikere fra ind- og udland, og i Hillerød spiller de julen ind med både traditionel og mere ukendt musik.
I år er sopranen Anne Margrethe Dahl solist, og justitsminister Nick Hækkerup har sagt ja til at holde talen. Anne Margrethe har tidligere medvirket ved koncerterne til fordel for Mødrehjælpens arbejde. Hun er tidligere solist ved Det Kgl. Teater og er nu rektor for Opera Akademiet.

Årets hemmelige gæst

Den hemmelige Gæst bliver i år den internationalt anerkendte violinist Christina Åstrand. Christina Åstrand er koncertmester i DR Symfoniorkestret. Hun var nomineret til Nordisk Råds musikpris 2019, og i motivationen lød det bl.a. “ Christina Åstrand er på alle måder en uhyre bemærkelsesværdig og vidtfavnende violinist…Hendes repertoire spænder fra de klassiske mesterværker til helt nutidig musik.”.

De foregående år har ensemblet spillet for fulde huse og høstet megen anerkendelse.

Koncerten finder sted søndag den 15. december kl. 17 i Præstevang kirke, Tamsborgvej, Hillerød.

Koncertbilletter kan bl.a. købes i Mødrehjælpens butik på Torvet 7 tirsdag og lørdag.

Mødrehjælpen giver børn en glædelig jul

For tusindvis af børnefamilier er julen en tid med økonomiske og sociale afsavn. Sådan er det desværre også i år, og derfor åbner Mødrehjælpen op for ansøgninger til den landsdækkende julehjælp, så børn i hele Danmark kan få en god jul
”Uden julehjælpen var det ikke blevet jul hjemme hos os.” Sådan fortæller en af de forældre, som sidste år modtog Mødrehjælpens julehjælp.

Sådan søger man julehjælp hos Mødrehjælpen

Julehjælpen bringer hvert år håb og glæde i tusindvis af danske hjem, og igen i år rækker Mødrehjælpen ud til familier, der slås med sociale og sundhedsmæssige udfordringer, og som samtidig har en meget stram økonomi. Hjælpen består af et kontant beløb og et tilbud om rådgivning fra Mødrehjælpens socialrådgivere og en invitation til fællesskab og juleaktiviteter i Mødrehjælpens 39 lokalforeninger rundt om i landet.
”Mødrehjælpens midler rækker desværre ikke til alle, der ansøger om vores julehjælp. Men igen i år håber vi på velvillig støtte fra de mange danskere, virksomheder og fonde, der plejer at give bidrag til vores indsamling. På den måde kan vi sikre, at hjælpen når frem til de familier, der har allermest brug for den,” siger direktør for Mødrehjælpen Ninna Thomsen.

X