Nyheder

Sy & Strik håndarbejdsdage

 15. januar 2019

Lær at strikke med hænderne. Hækl dit eget indkøbsnet til erstatning for plastikposen. Brug strikning til mindfulness og nærværsmeditation.
Det er blot nogle af de mange inspirerende muligheder på udstillingen »Sy & Strik med mere« – for der er meget mere; også andre former
for håndarbejde. – En fjerdedel af alle kvinder over 15 år i Danmark syr, broderer, strikker, væver, patchworker eller hækler, fortæller salgs- og projektleder Hanne Fritzböger Rau fra FrederiksborgCentret.  55 udstillere og et tætpakket program med bl.a. workshop, biografen
Film Fidusen og samtaleforedrag i hyggekrogen sørger for masser af inspiration.

Repræsentanter for www.fillows.dk lærer dig at strikke et tæppe med hænderne – helt uden brug af strikkepinde! Der er masser af fokus på at plastposer bør droppes, så Charlotte Gundersen fra By C Gundersen viser, hvordan du hækler et indkøbsnet. »Strik helt af« er titlen på Vithard Villumsens workshop, hvor han viser, hvordan strikning kan bruges til meditation: – Når man strikker, kan man træne dét at være nærværende, komme helt ned i tempo og glemme hverdagens bekymringer, stress og jag, fortæller han. Film Fidusen viser gode råd, fiduser og opskrifter fra udstillerne, og der er dokumentarfilm om bæredygtig fremstilling af garn i Peru. Så der er lagt op til masse af inspiration til de kreative. Du kan til og med torsdag 17. januar købe billet med rabat på her.
Vælger du at købe billet i døren, så kan du for bare fem kroner ekstra få adgang til én af de mange workshop.

Sy & Strik med mere, fredag-søndag 18.-20. januar kl. 10-16,
FrederiksborgCentret, Milnersvej 39, 3400 Hillerød.
Forsalg via hjemmesiden 80 kroner, entré ved indgangen 95 kroner.
Børn under 13 år gratis adgang i følge med en voksen.