Nyheder

Studiestart i Hillerød 2019

 9. september 2019

Det er i år femte gang, at Nordsjællands største uddannelsesby samler 2600 nye studerende til det årlige fælles løb rundt i Hillerød.

Fredag den 13. september kl. 12.00 er der Studiestart i Hillerød, hvor førsteårsstuderende fra henholdsvis ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser skal løbe 5 km i bymidten.

Studiestart arrangeres af C4 Foreningen og alle Hillerøds ungdomsuddannelser og videregående uddannelser.

– Hillerød Kommune gør en stor indsats for at samle uddannelserne og markere, at Hillerød er en stor uddannelsesby, og derfor vil uddannelserne også gerne vise byen og borgerne, hvor mange vi er. Uddannelsesinstitutionerne samarbejder meget, og det viser sig også, ved at elever og studerende godt kan lide at være sammen fx om sådan et arrangement som løbet rundt i byen og Slotsparken, siger Ivar Lykke Ørnby, uddannelsesdirektør på U/NORD.

Tidligere på året blev Hillerød Kommune ”Bevæg dig for livet visionskommune”, og det vil også være synligt på Torvet til Studiestart. ”Bevæg dig for livet” stiller op med forskellige bevægelsesaktiviteter, der tager udgangspunkt i, at fysisk aktivitet kan være mange ting og også handler om de små skridt.

Nordea vil dele kildevand ud til de unge og give gode råd om sund økonomi:

– I Nordea er vi glade for, at vi igen i år kan støtte op omkring Studiestart og glæder os til at møde alle de nye studerende og få en god snak om økonomi. Vi er på Torvet før og efter løbet – så alle er velkomne til at slå vejen forbi vores telt, siger Marlene Strandgaard og Lisbet Mylov fra Nordea.

Selve løbet begynder på Torvet og sættes i gang kl. 12.30 af borgmester Kirsten Jensen (S). De unge møder op en halv times tid før, hvor elever fra Frederiksborg Gymnasium vil stå for opvarmningen, mens dj Christian Slavensky styrer musikken.

Den 5 km lange løbetur begynder på Torvet, fortsætter ned ad Slotsgade, op igennem Slotsparken og endelig tilbage rundt om Slotssøen for at ende i målet på Torvet. Speaker er for andet år i træk Morten Stig Bork Jørgensen, som normalt speaker for Nordsjælland Håndbold.

De unge bliver udstyret med en chip til at måle deres tid, og der bliver uddelt præmier til de tre hurtigste drenge og tre hurtigste piger kl. 13.15 fra scenen. Præmierne er sponseret af Hillerød Shopping, Klaverfabrikken og FrederiksborgCentret.

Som de forgangne to år stiller FysioDanmark fra FrederiksborgCentret op på Torvet med en række forskellige motionsaktiviteter, og Hillerød Bibliotek har en stand, hvor de fortæller de unge, hvordan de kan hjælpe de unge med deres studier.

Endelig uddeler Hillerød Shopping kuponark til de nye studerende med gode tilbud fra The Athletes Foot, ChokoladeMageriet, CrossFit Hillerød, Escapee, Intersport, Jack & Jones, Juice Planet, Kaffebar Blichfeldts Bønner, Karma & Kamelia, KioskBien, Kirkens Korshær og Thai 4 You.

– Hillerød udvikler sig hele tiden i forhold til caféliv og modebutikker til de unge, og det vil vi gerne invitere de unge ind til byen for at opleve, siger Mette Kragh Faurholdt, citykoordinator i C4 og Hillerød ByForum.

FAKTA

Det er femte år i træk, der bliver afholdt Studiestart i Hillerød. Det er resultatet af et samarbejde under C4 Foreningen mellem Hillerøds uddannelser, handel og sport. Arrangementet er sponseret af Hillerød ByForum, Hillerød Kommune, Nordea, Hillerød Shopping, Hillerød Posten, Klaverfabrikken, Hillerøds Riddere og FrederiksborgCentret.

Følgende uddannelser deltager:

  • Hillerød Handelsgymnasium U/NORD
  • Hillerød Handelsskole U/NORD
  • Hillerød Tekniske Gymnasium U/NORD
  • Hillerød Tekniske Skole U/NORD
  • Frederiksborg Gymnasium & HF
  • HF & VUC Nordsjælland
  • SOSU H – Hillerød
  • Cphbusiness Hillerød – Laboratorie og miljø
  • KP – Københavns Professionshøjskole
  • HUC 10. klasseskolen

 

X