Slotssø Byfest 20.-22. juni

Tre dages program med underholdning for alle aldre.

 

Danmarks Smukkeste Travaljestævne på Slotssøen, Copenhagen Sprint på storskærm, Thomas Helmig Jam på Posen og Klovneløb er kun udpluk fra de mange programpunkter, der skal fylde Hillerøds bymidte med liv til Slotssø Byfest den 20.-22. juni.

Det bliver tre dages underholdning for alle aldre med alt fra festområde på Posen til Idrættens Dag og  Maskotternes Parade, der slutter på Torvet for ikke at glemme den populære Børnenes Byfest på Posen om søndagen, hvor der vil være forlystelser, Klovneløb og underholdning fra scenen. 

Der er gratis adgang til underholdningen på Posen alle dage, men der er salg af udvalgte aktiviteter samt mad og drikke, hvor al overskud går til de foreninger i Hillerød, der sammen med Hillerød ByForum og Hillerød Events er med til at afvikle Slotssø Byfest.

Er man mere til at gå en tur og opleve bymidtens hyggelige stemning, vil der være åbent i butikkerne til kl. 20 om fredagen, og man kan købe billet til Roséruten og indløse et glas rosé hos hele ni forskellige caféer, restauranter og forretninger. Man har i år hele fire dage til at indløse sit klippekort, da ruten ikke slutter før Sankt Hans Aften den 23. juni.

Vil man følge med i Copenhagen Sprint, der cykler igennem Hillerød, er der flere steder, hvor man kan tage del i festlighederne. Læs mere her.

Ligesom de forgangne år står Hillerød Events bag afviklingen sammen med Hillerød ByForum og Hillerød Kommune og møder talstærkt op med frivillige, der gerne arbejder en weekend for et godt formål.

Hele programmet kan læses her.