Nyheder

Michelangelos mesterværker udstilles i Hillerød

 8. oktober 2018

Hillerød Kunstforening og FrederiksborgCentret udstiller kæmpeprint af Michelangelos mesterværker på 1.000 m2 i nedlagt butik i Gallerierne

Vi har en tradition i Hillerød for at samarbejde på tværs og for os er det en stor ting, som kommer til byen fortæller Margit Borring, som er formand for Hillerød Kunstforening.
Kunstforeningen spiller en central rolle, når kæmpeprint af Michelangelos fabelagtige kalkmalerier på en Europa-turné kommer til Hillerød fredag 12. oktober og bliver i tre måneder.

Hillerød Kunstforening samarbejder med FrederiksborgCentret og sørger bl.a. for at bemande udstillingen, der utraditionelt nok rykker ind i den tidligere Netto-butik i Gallerierne:

Vi fik mulighed for at få udstillingen – men det er jo ikke nemt at få plads til så stor en udstilling i en længere periode. Så vi måtte tænke utraditionelt, fortæller direktør Carsten Larsen fra FrederiksborgCentret.

I forvejen samarbejder de to om Hillerød Kunstdage, ligesom det er blevet naturligt at der i forskellige sammenhænge samarbejdes på tværs i byen:

Kunstforeningen har stor erfaring med udstillinger. Sammen kan vi skaffe borgerne en oplevelse der er lidt ud over det sædvanlige og samtidig sætte Hillerød på landkortet og trække folk til byen, bemærker Carsten Larsen.

Michelangelos malerier – hvor de udstrakte hænder er det mest kendte – besøges hvert år af 5,5 millioner mennesker i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, hvor de sidder 22 meter oppe i loftet. Siden de blev malet i 1473-81 har de vakt beundring for de mange detaljer og malerens eminente teknik.

I forbindelse med en restaurering af Det Sixtinske Kapel i 1982-94 blev der taget billeder af malerier i formatet 20 x 25 cm. De er nu digitaliseret og printet, så detaljerne og farverne står klart og tydeligt – og ved at stå foran dem, får betragteren en helt anderledes og unik mulighed for at nyde Michelangelos utrolige teknik. Faktisk er det jo kun Michelangelo og de eksperter, der restaurerede kapellet, som har set billederne så tæt på!

Udstillings titel er »Michelangelo – A Different View«, hvor gæsterne fra fredag 12. oktober og tre måneder frem får en lydmæssig rundtur via en audioguide, der fortæller om de mange billeder med inspiration fra Biblen.

Overskriftens ord om at se Michelangelo i en helt ny vinkel er ikke nogen overdrivelse. Men kig selv forbi den 1.000 m2 store udstilling og få en helt, helt formidabel oplevelse.

»Michelangelo – A Different View«, Gallerierne, Slotsgade 5, 3400 Hillerød. 12. oktober-13. januar. Tirsdag-søndag kl. 12-16 – torsdag til kl. 19. Voksne 150 kr., børn op til 17 år gratis ifølge med en voksen, pensionister 125 kr.

Køb billetter