Hillerød står sammen

Lørdag den 25. oktober præsenterer TV 2 det store KNÆK CANCER TV-show live fra Royal Stage i Hillerød.

Showet markerer højdepunktet af KNÆK CANCER-ugen (uge 43).

Det er igen i år muligt at lave en samlet indsamling til Knæk Cancer for Hillerød, der afvikles live fra Royal Stage i Hillerød lørdag den 25. oktober.

For beløb op til 10.000 kr. kan man overføre til Hillerød Står Sammen om Knæk Cancer på MobilePay 202521, der administreres af Knæk Cancer

Ved donationer over 10.000 kr. kan I eller jeres virksomhed både få omtale på TV og bidrage til den fælles Hillerød-indsamling ved at kontakte Lisbeth Hessellund hos Kræftens Bekæmpelse på e-mail: [email protected].

I skal opgive firmanavn, cvr-nummer, donationsbeløb plus moms, kontaktperson og e-mail samt ønsket tekst til TV-crawleren. 

Husk at skrive, at beløbet skal indgå i Hillerød Står Sammen om Knæk Cancer.

Så opnår I både individuel eksponering, og jeres donation (minimum 10.000 kr.) vil indgå i det indsamlede beløb fra Hillerød Står Sammen om Knæk Cancer.

For yderligere inspiration og detaljer om, hvordan man kan deltage i indsamlingen, er der mulighed for at følge med i facebookgruppen “Hillerød Står Sammen“.

Her kan du også følge med i de forskellige initiativer og arrangementer, der bliver iværksat til fordel for “Hillerød Står Sammen om KNÆK CANCER”, og du har desuden mulighed for at gøre opmærksom på dit eget arrangement eller initiativ.

Hvis du blot vil donere et valgfrit beløb til indsamlingen, er der også mulighed for dette på Mobile Pay nr. 202521.

Lysceremoni på Torvet

Fredag den 24. oktober inviterer Stafet For Livet Hillerød alle til en smuk og bevægende Knæk Cancer – Tænd et Lys ceremoni på Torvet i Hillerød.
Arrangementet er en hyldest til dem, der kæmper mod kræft – og et minde om dem, vi har mistet. Aftenen byder på musik, taler og fællessang i en varm og stemningsfuld atmosfære.

Program:
Kl. 16:30 – 18:45 – Salg af lysposer til en personlig skrevet hilsen
Kl. 18:30 – 19:00 – Andreas Langvad spiller fra scenen.
Kl. 19:00 – 19:05 – Velkommen v/ Birgit Meldgaard Madsen
Kl. 19:05 – 19:15 – Lystale
Kl. 19:15 – 19:16 – Et minuts stilhed
Kl. 19:16 – 19:20 – Fællessang “Du som har tændt millioner af stjerner”
Kl. 19:20 – 19:25 – Tak for i aften

Du kan allerede nu tænde et lys hjemmefra via hjemmesiden – så sørger Stafet For Livet for, at din hilsen bliver skrevet på en lyspose og sat op som en del af ceremonien. Bestil din lyspose HER

Det er også muligt at købe og skrive sin hilsen direkte på Torvet på dagen fra kl. 16.30.
Alle bidrag går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde i kampen mod kræft.

Kræftrådgivningen i Hillerød markerer Knæk Cancer med foredrag og fællesspisning

I anledning af Knæk Cancer inviterer Kræftrådgivningen i Hillerød til en eftermiddag og aften med viden, fællesskab og håb torsdag den 23. oktober kl. 16.00–19.30.

Arrangementet sætter fokus på, hvordan vi kan leve sundt og skabe fællesskab i en tid, hvor kræft berører så mange.

“Knæk Cancer handler om at stå sammen og skabe håb, når livet med kræft føles svært. Vi håber, at både patienter, pårørende og andre interesserede har lyst til at komme forbi,” siger rådgivningsleder Susanne Olsson Samuelsen.

Aftenen indledes med foredraget “Sund kost – sund fornuft” ved professor og forskningsleder Anne Tjønneland, som gør deltagerne klogere på, hvordan kosten påvirker risikoen for kræft og andre livsstilssygdomme – og hvordan vi navigerer i tidens mange sundhedsbudskaber.

Efterfølgende fortæller Susanne Olsson Samuelsen om, hvordan Kræftrådgivningen støtter patienter og familier gennem sygdomsforløb – både gennem samtaler, netværk og rådgivning.

Dagen afsluttes med fællesspisning kl. 18.00–19.30, hvor der bliver tid til snak og samvær i uformelle rammer.

Program:
• 16.00–17.30: Foredrag “Sund kost – sund fornuft”
• 17.30–17.45: Hvad kan kræftrådgivningen tilbyde?
• 18.00–19.30: Fællesspisning

Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding.
📍 Sted: Kræftrådgivningen i Hillerød, Østergade 14, 1. sal
📅 Tid: Torsdag den 23. oktober
📞 Tilmelding: 7020 2658 eller www.cancer.dk/hillerod