Julebelysning skal sikre, at byen ikke går i sort

Det handler både om økonomi og borgernes humør, når Hillerød ByForum sætter julebelysning op i år – selvom der vil blive skåret ned på antallet af tændte timer, og den planlagte udvidelse af julebelysningen må udskydes.

”Vi har investeret i LED-lys igennem de senere år, så energiforbruget er det lavest mulige, og så vil vi undlade at tænde julebelysningen om morgenen og indskrænke tændingstiden i gaderne til kl. 15- 21.30,” siger Erik Helmer Pedersen, direktør i C4 og Hillerød ByForum. Julebelysningen tændes traditionen tro samtidig med juletræet på Torvet fredag den 25. november. Denne aften vil tændingstiden være kl. 18-22. Julebelysningen vil blive taget ned igen inden nytår.

”Detailhandlen er i forvejen trængt oven på corona, inflation og konkurrencen fra internethandlen, så det er altafgørende, at byen ikke går i sort. Det har også betydning for vores humør, især hos de borgere, der i forvejen har det svært med at komme igennem den lange mørke vinter,” siger Erik Helmer Pedersen.

Danske Handelsbyer har meldt ud i en pressemeddelelse, at hvis ikke landets bymidter skal forblive sorte frem til foråret, må vi alle bevare fornuften og have tillid til, at alle detailhandlere i øjeblikket spænder livremmen ind og sparer, hvor der spares kan.

”Det er vigtigere end nogensinde at handle lokalt. Bylivet er afhængigt af levende butikker,” siger Erik Helmer Pedersen.

Frederiksborg Slot
Der kommer ikke lys på Frederiksborg Slot i julemåneden i år.  Regeringen har besluttet, at al udvendig belysning af statens bygninger skal slukkes for at spare på energien.