Siden 1982 har der været Kræmmermarked på Markedspladsen ved smørkildevej, men i år bliver altså det sidste Kræmmermarked i Hillerød i sin nuværende form.
Dermed ikke sagt at dette år skal være en trist begivenhed, for der er lagt op til en stor afslutningsfest på dette års kræmmermarked. Der kommer til at være over 300 kræmmere på pladsen, der ligesom de foregående år vil sørge for at skabe en god stemning for alle de besøgende.
Der venter fire dage på markedspladsen med tivoli, koncerter, god stemning og en masse mennesker.
Der kommer til at være aktiviteter for alle aldre med musik, øl- og madboder og måske en god handel. Lørdag den 1. september er der børnekræmmermarked, hvor børnene også kan prøve kræfter som kræmmere med deres egne boder.
Som markering af det sidste Hillerød Kræmmermarked er der i år gjort lidt ekstra ud af programmet. Komikeren Nikolaj Stockholm, der er nomineret som årets komiker 2018, vil være konferencier til åbningen af Hillerød Kræmmermarked, hvor årets kræmmerpris på 10.00 kr. også vil blive uddelt.
Årets program er spækket med en masse god musik og dygtige kunstnere, bl.a.:
• Dobbeltkoncert i partyteltet (Anne Dorte Michelsen, Maria Bramsen og Hardinger Band)
• DJ Aligator
• So 90s
• Wafande
• Rasmus Nøhr
• Albert Dyrlund
Se hele programmet og planlæg dit besøg her
Hillerød Kræmmermarked plejer at blive besøgt af omkring 60.000 mennesker og i år er det altså sidste chance, hvis man vil nå at opleve Hillerød Kræmmermarked i sin originale version.
Pladsen skal nemlig bruges til Hillerøds nye supersygehus. Det har endnu ikke været muligt for Hillerød Kræmmermarked at finde en ny plads, der kan leve op til myndighedernes krav samt kræmmermarkedet egne krav.
Alle i Kræmmermarkedets bestyrelse arbejder på at det ikke bliver et farvel, men derimod en tak for denne gang og forhåbentlig på snarligt gensyn.
Indtil der bliver fundet en ny og brugbar løsning, vil foreningen ”Hillerød Kræmmermarked” være at finde som arrangør i forbindelse med afholdelse af forskellige arrangementer i Hillerød i løbet af året, som f.eks. E-sport og Byfest samt nye arrangementer, der er i støbeskeen.
Markedspladsen, smørkildevej
30. august kl . 16 – 2. september kl. 18.
#hillerødkræmmermarked