Den 21. september foregår byens første gadefest for unge – et nyt initiativ der skal sætte fokus på involverende fællesskaber og ungekultur i Hillerød.
For at kickstarte et møde på tværs af uddannelser, bydele og interesser har en gruppe frivillige unge organiseret årets fest for deres jævnaldrende i Hillerød. Inspirationen kommer fra gadefesterne i de større byer, og konceptet er velkendt: Et gratis kultur-clash i byrummet tilsat de rette mængder urban vibe og den fedeste lydkulisse.
Festen er blevet skabt som et projekt i #Densociokulturellelandsby, hvor sociale, kulturelle initiativer, frivillige og private virksomheder skaber sammen. Drivkraften bag festen er de frivillige unge, der kaster sig ud i rollen som kulturentreprenører og står for både planlægning og afvikling sammen med de øvrige samarbejdspartnere.
Mick Andersen fra Ungdomskulturhuset fortæller: ”Jeg synes godt, at byen kan virke lidt død, hvis ikke man lige er småbørnsfamilie eller pensionist. Vores fest giver et spark til ungekulturen i Hillerød, og vi vil gerne vise, hvad man kan, hvis man tør kaste sig ud i at bruge byen og dens faciliteter”. ”Vi gør det, fordi vi ikke kan lade være” fortsætter Rasmus Sundin fra DFUNK. ”Det giver en god følelse at gøre noget godt for andre unge”. Udover at det giver en mental belønning for de unge at lave festen, giver det også plus på kompetence-kontoen. ”Man lærer en masse om projektledelse og får erfaring, som kan bruges i andre sammenhænge. Og så håber vi jo, at vi kan få andres øjne op for, hvad de kan gøre for de unge i byen – vi giver bolden op!” slutter Mick.
17.00 – Opvarmningshygge i Ungdomskulturhuset, Jagtvej 64, 3400 Hillerød
18.00 – Gratis fællesspisning for unge på Posen – kom og spis sammen med nogen du ikke kender
19.00 – Street-Lab og DGI fyrer op for gadesport i rå mænger på parkeringspladsen v. Posen
19.00 – Koncert – Red Hill Songwriters – Anna Weinreich, Anders Kozuch, Thomas Meilstrup
20.00 – Koncert – 180 – organisk hiphop med liveband
20.30 – DJ – Art See-Ngoen – Hillerøds egen Distortion-DJ får Posen til at shake
21.30 – Koncert – Er Det En Fugl? Nej! Det EMIL STABIL!
22.00 – DJ – Mic N´ Nic – kendt fra Musik i Lejet – hoster scenen
23.00 – DJ – Holsöe og Ogdal – pladeaktuelle Holsöe leverer lækker electronica med sin wingman
24.00 – Tak for i aften – smid jeres skrald ud og tag jeres flasker og dåser med jer – det er god gade-karma!
Udover festen på Posen holdes der opvarmningshygge samme dag i Ungdomskulturhuset, Jagtvej 64 – fra 17-19, hvor unge der har lyst til at møde andre unge i et trygt og socialt fællesskab kan komme og hygge sammen, inden de følges ad til festen.
”Der vil være musik, snacks, quiz med præmier og søde unge, der står klar til at tage imod én – det er en indgang til Hillerød for dem, der har svært ved at finde ind i fællesskaber på egen hånd”, fortæller Anastasia Hegner, projektkoordinator i UngTilUng-rådgivningen hos den Boligsociale Fond
Gadefesten
21. september kl. 19-24 – fællesspisning fra kl. 18
Posen, Slotsgade 40, 3400 Hillerød
Samarbejdspartnerne bag festen er Hillerød Ungdomsskole, Ungdomskulturhuset, Ungerådet, DGI Nordsjælland, Hillerød Kommune, Den Boligsociale Fond – projekt UngTilUng, Street-Lab, Grundtvigs Højskole, DFUNK, Frederiksborgcentret og LightingSound Events.