TAG HELE FAMILIEN MED TIL EN SJOV OG SPÆNDENDE DAG I DEMOKRATIETS TEGN
DR-vært Josefine Høgh står klar til at byde velkommen i Det Nye Rådhus til en nyskabende og anderledes valgfestival under overskriften ’Dit valg. Vores Danmark’
Valgfestivalen byder på masser af spændende indhold for både børn og voksne. Børnene kan gå på skattejagt og bygge deres drømmeby i lego, mens de voksne får rig lejlighed til at blive klogere på de politiske kandidater og deres visioner.
Der er gratis adgang og det er muligt at købe både mad og drikke på stedet. Alle er velkomne til bare at møde op, men man kan også tilmelde sig.
Og selvfølgelig ingen valgfestival uden politisk debat!
Værter fra lokale medier skiftes til at styre de politiske debatter og udfordrer både politikere og publikum på substans og gode argumenter. Der er i alt fire spændende, politiske debatter, hvor blandt andre borgmesterkandidaterne deltager.
Valgfestivalerne bliver gennemført med TV 2 regionerne, DR-distrikterne og en lang række lokalaviser som medarrangører. Initiativtageren er Constructive Institute og festivalerne bliver støttet af Velux fonden, TrygFonden og Jyllands-Postens Fond.