Særudstilling: Dronningens Ansigter – DNM Frederiksborg Slot

Frederiksborg Slot 10 — 17. juni 2020 — 11:00–17:00

Den 16. juni åbner H.M. Dronning Margrethe udstillingen ”Dronningens Ansigter”, der er skabt i anledning af Majestætens 80-års fødselsdag.

Særudstillingen ”Dronningens Ansigter” skulle oprindeligt være åbnet forud for Dronningens 80-års fødselsdag i starten af april. Den 16. juni kan Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborgs markering endelig finde sted, når Dronningen officielt åbner udstillingen kl. 15.00, og publikum efterfølgende får adgang til at fejre Dronningen frem til den 31. december.

En udstilling om H.M. Dronning Margrethe II’s liv, virke og særlige interesser

I anledning af Dronningens 80-års fødselsdag har Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot skabt en udstilling, der portrætterer Dronningens liv, virke og særlige interesser. Med udgangspunkt i Dronningens slægtsmæssige baggrund beskæftiger udstillingen sig med Majestætens barndom og ungdom, der fra grundlovsændringen i 1953 også omfattede forberedelse til rollen som regent og statsoverhoved. Dronningens regeringstid og funktion som samlingspunkt i Rigsfællesskabet illustreres i et særligt afsnit, ligesom en del af udstillingen er dedikeret til Dronningens skabende virke inden for billed-, tekstil- og scenekunst.

I udstillingen vises en lang række af de portrætter af Dronningen, der er udført gennem otte årtier, herunder også et helt nyt, som er skabt af Niels Strøbek til Det Nationalhistoriske Museum i anledning af fødselsdagen. Foruden portrætterne består udstillingen af filmoptagelser, dragter og andre genstande med relation til Dronningens liv.

Udstillingen kan ses i Riddersalen på Frederiksborg Slot. Udstillingen er åben for offentligheden fra den 17. juni til den 31. december.

Læs mere om udstillingen her

Frederiksborg Slot 10
17. jun–31. dec 2020
dnm.dk
X