Den 4. maj markerer vi 80- året for Danmarks befrielse med en mindehøjtidelighed ved jernbaneviadukten ved Hammersholtvej. Her ligger der to mindesten til minde for to tilfældige ofre, Johannes Fleischer Michaelsen og Ella Louise Sophie Sørensen, som blev dræbt, da tysk militær åbnede ild for at standse en illegal vogn med modstandsfolk d. 24.marts 1945. Fleischer Michaelsen var faktisk selv modstandsmand ude i et vigtigt ærinde den dag, da han skulle viderebringe en besked til en anden modstandsmand, der var gået under jorden.
Mindestenene vil være markeret med kranse og blomster, v/ Lokalhistorisk Forening
Efter besøg ved mindestenene ved Jernbaneviadukten går vi samlet over til græsplænen ved Teglgårdssøen (over for gymnasiet), hvor der vil være tale fra Borgmesteren samt optræden og fællessang med Pigekoret fra Hillerød Kirke.
Flere mindesten
Ud over de to mindesten ved jernbaneviadukten ligger der også en mindeplade i fortovet ud for Milnersvej 22 til minde for den 23-årige modstandsmand Jørgen Kjær Simonsen, der omkom i forbindelse med en likvidering den 23. februar 1945. Derudover kan man besøge Kulsvierstenen nord for Nødebo, som blev sat i september 1945 til minde om en dramatisk episode i 1945 under den tyske besættelse.
📍 Hvor: Vi mødes ved mindestenene ved Jernbaneviadukten ved Hammersholtvej, mellem fortovet og regnvandsbassinet. Herefter går vi samlet over til græsplænen ved Teglgårdssøen (over for gymnasiet), hvor der vil være tale og sang.
Pris: Gratis
Jernbanevidadukten ved Hammersholtvej