Der er julestemnings-garanti, når sanger, saxofonist og sangskriver Mads Mathias kommer til Nødebo med sin kvartet. Hans varme og knasende fløjlsstemme er en af Nordens absolut bedste fortolkere af de udødelige julehits.
Julens soundtrack er noget, vi med forventningsglæde vender tilbage til år efter år. De eviggyldige crooner-klassikere og udødelige danske julesange er med til at gøre julen til noget særligt og få os i julehumør. Netop den musik er Mads Mathias vokset op med - Louis Armstrong, Ella Fitzgerald, Frank Sinatra m.fl.
Men julen er ikke kun tradition - der skal også lidt fornyelse til, og derfor er en del af repertoiret også jule-soul og pop af fx Donny Hathaway og John Legend, men også julesange fra Mads Mathias' egen kyndige sangskriverhånd.
Den danske jazz-stjerne Mads Mathias er en crooner i international klasse. En saxofonist og sing and songwriter, der har erobret hjertet af musikelskere med sin karismatiske optræden og levende personlighed. Han skriver iørefaldende og mindeværdige, stilfuldt udformede melodier, har dyb respekt for crooner traditionen og er inspireret af de store jazzvokalister fra Nat King Cole og Frank Sinatra til Harry Connick Jr.
Mads Mathias Kvartet har spillet sammen i en del år og har siden udgivelsen af anmelderroste og prisvindende albums: ”Free falling” samt den seneste ”I'm all ears” turneret intenst, så man mærker virkelig sammenspillet musikerne imellem. Ud over Mads Mathias består kvartetten af Peter Rosendal på piano, Regin Fuhlendorf på guitar og Morten Ankarfeldt på bas.
Den samlede pakke med en to-retters menu og musik koster 370 kr. (300 kr. for medlemmer af Forsamlingshusets Venner). Mad & Musik billetter skal købes i forsalg på kulturhusets hjemmeside www.noedebo-kro.dk senest onsdag den 3. december kl. 12.
Alle er naturligvis velkomne til koncerten kl. 20.30 - også dem, der har spist hjemmefra. Billetter koster 180 kr. inkl. gebyr og sælges i forsalg på www.noedebo-kro.dk indtil 24 timer før koncerten samt ved indgangen. Medlemsbilletter til 140 kr. sælges kun i forsalg. Gratis med årskort.