Med en fængslende filmisk lyd og en varm, intens tilstedeværelse, inviteres publikum fra første anslag ind i trioen Little Norths musikalske dybder. Med sig har de den norske trompetist Oscar Andreas Haug, der også er med på trioens nye album.
Little North er fra starten blevet hyldet som unge jazzmusikere med en usædvanlig modenhed og musikalsk indsigt. I en smeltedigel af moderne minimalisme og nordisk jazz tradition og med en intensitet der trækker tråde til New York’s jazzscene, tilføjer Little North det næste spændende kapitel i historien om skandinavisk jazz.
Trioen fik sit store gennembrud i 2021 med deres tredje album ‘Finding Seagulls’ der blev varmt modtaget af anmeldere i ind- og udland og blev 'Ugens Album' på P8 Jazz. Successen fra 2021 blev hurtigt fuldt op i 2022 med et nyt album “Familiar Places”, der blev anmeldt med 5 hjerter i Politiken. I 2023 udkom albummet ”Wide Open”, der er en abstrakt og indadvendt fortsættelse af deres musikalske fortælling, men er samtidig fyldt med en ny følelse af eventyr. Albummet er en opdagelsesrejse ind i trioens sammenspil i friere rammer, skrevet og udført med åbenhed, nysgerrighed for rummets klang og med en følsomhed for hvad næste øjeblik kan bringe. Politiken gav også 5 hjerter til dette album.
Man kunne umiddelbart definere Little North som en klassisk klavertrio med Benjamin Nørholm Jacobsens lydhøre og drømmende klaverspil i front, men dette er i høj grad et band, der er defineret af alle tre musikere; Nørholm på klaver, Martin Brunbjerg på bas og Lasse Jacobsen på trommer. Deres måde at bruge pauser, teksturer, udvidede teknikker, og vigtigst af alt, tilstedeværelse skaber musik, der er dyb og dragende.
Deres næste album udkommer i begyndelsen af 2024, hvor trioen udvides med den norske trompetist Oscar Andreas Haug, som supplerer Little Norths allerede veldefinerede lyd. Det rå, expressive udtryk fra trompeten tilføjer nye musikalske dybder, imens trioens stærke lyd løber som en rød tråd igennem albummet. Oscar Haug repræsenterer en særlig norsk tilgang til trompetspil, hvor folkloristisk melodiøse improvisationer møder et internationalt jazzvokabularium, og hvor teknisk virtuositet ubesværet formidler dyb og smuk musik med tråde til samisk joik, mikrotonal folkemusik og jazzharmonik. Denne særegne tradition sættes nu i kontekst med Little Norths unikke danske tilgang til jazz.
Nødebo Kro
171
dage04
Timer07
minutter