Kongelige dage på Frederiksborg i efterårsferien

Frederiksborg Slot, 3400 Hillerød — 10. oktober 2020 — 10:00–17:00

I efterårsferien puster Det Nationalhistoriske Museum liv i fortællingerne om de danske konger og dronninger, der siden 1500-tallet har beboet slottets gemakker eller benyttet kirken til storslåede salvinger. 

Fra lørdag d. 10. oktober til søndag d. 18. oktober kan børn i følgeskab med voksne dykke ned i danmarkshistorien og gennem fortællingerne komme tæt på kongerne og dronningerne på Frederiksborg. På guidede familieomvisninger fortælles historien om kongernes Frederiksborg ud fra portrætterne og de imponerende historiemalerier i slottets pragtrum. Museets historiske dragter er udstillet både i børneområdet i slottets gamle spisesal ’Rosen’ og rundt om i stuerne på Frederiksborg.

Forskellige historiske værter fortæller, iklædt genskabte, kongelige dragter, om deres samtid og personlige historier, og i Audienssalen er det hver dag muligt at komme i audiens hos kongen, som man kunne gøre det netop hos Frederik 4. eller Christian 5. i den prægtige Audienssal på Frederiksborg i slutningen af 1600-tallet. Også Christian 4., der blev født på det første Frederiksborg, som han siden rev ned og genopbyggede som et storslået renæssanceslot, er naturligvis en af de historiske personligheder, der vækkes til live og sammen med sin familie og efterkommere i efterårsferien hjælper med at fortælle historien om Danmark for længe siden.

Aktiviteter for børn hver dag:

  • 10.00-17.00: Børneområde i Frederiksborgs gamle spisesal ’Rosen’.
    Posér som Frederik 4. og skab dit eget kongeportræt. Lav royale figurer af piberensere eller tegn dit eget kongelige våbenskjold med inspiration fra de mange våbenskjolde i Slotskirken på Frederiksborg.
    Børneområdet er forbeholdt børnefamilier. Der er god plads og særlige hygiejneforanstaltninger.
  • 10-12.00 samt 14-16.45: Mød en historisk vært i kongelig dragt ved sit portræt.
    En historisk vært fortæller om den person i portrætgalleriet, som bærer den kongelige dragt og som har haft en særlig tilknytning til Frederiksborg Slot.
  • 100-11.45 samt 14.30-15.15: Familieomvisning i ’Kongernes Frederiksborg’.
    En guidet omvisning gennem Frederiksborgs stuer, pragtrum og slotskirke med fokus på kongerne på Frederiksborg – de populære, de sagnomspundne, de enevældige, dem man ikke har hørt så meget om og – naturligvis – deres dronninger.
  • 12.00-13.00: Procession og audiens hos kongen i Audienssalen på Frederiksborg.
    Kom i Audiens hos kongen i slottets audienssal. Museets historiske vært guider besøgende gennem den rigtige procession og fortæller om audienssalens funktion og udsmykning.
  • Sporlege – blandt andet ’Konger og Dronninger på Frederiksborg’ og ’Dronningens Ansigter’
  • Udstilling af genskabte kongelige dragter i slottets gamle spisesal Rosen og i stuerne rundt om på Frederiksborg

Læs mere her.

Pressefoto: Mew

Frederiksborg Slot, 3400 Hillerød
10.–18. oktober 2020
X