Koncert til fordel for Mødrehjælpens arbejde

Tamsborgvej 2 — 15. december 2019 — 17:00–18:00

moedrehjaelpen-hillerod

For femte år i træk holder Ensemble Hovaldt sin traditionsrige velgørenhedskoncert, hvor hele entreindtægten ubeskåret går til Mødrehjælpens arbejde i lokalområdet.

Ensemble Hovaldt er et blæserensemble, der består af professionelle musikere fra ind- og udland, og i Hillerød spiller de julen ind med både traditionel og mere ukendt musik.

I år er sopranen Anne Margrethe Dahl solist, og justitsminister Nick Hækkerup har sagt ja til at holde talen. Anne Margrethe har tidligere medvirket ved koncerterne til fordel for Mødrehjælpens arbejde. Hun er tidligere solist ved Det Kgl. Teater og er nu rektor for Opera Akademiet. Endvidere deltager bl.a. Philip Cobb, der er solotrompetist i London Symphony Orchestra, og Ian Bousfield, der er en af verdens ledende basunister, og som i en lang årrække har været solobasunist i Wiener Philharmonikerne.
Og så kommer der en hemmelig gæst. En gæst, der er en stjerne på sit felt, og som nyder stor anerkendelse overalt i den klassiske musikverden. Og hvem er det? Ja, det bliver afsløret senere.

De foregående år har ensemblet spillet for fulde huse og høstet megen anerkendelse. F.eks. har man i pressen kunnet læse:

”Flere stod allerede ventende i døren til Præstevang Kirke en time inden koncerten med Ensemble Hovaldt startede, i håb om at kunne få pladser til den udsolgte koncert” og ”Rygtet var løbet i forvejen, at det her handlede om en koncert fra musikkens øverste skuffe”.

Koncerten finder sted søndag den 15. december kl. 17 i Præstevang kirke, Tamsborgvej, Hillerød.
Også i år serveres der efter koncerten et glas vin og lidt snacks.
Billetterne koster 150 kr. og kan købes på Billetto.dk. Evt. resterende billetter sælges ved indgangen til 175 kr.

Tamsborgvej 2
15. december 2019
17:00–18:00
billetto.dk
X