Et helt nyt samarbejde i dansk musikliv blev indledt i foråret 2022, da den lyrisk-dramatiske sopran Signe Asmussen og harpenisten Tine Rehling gik sammen om at fortolke musik af Alma Mahler, Carl Nielsen, Per Nørgård, Benjamin Britten og Manuel de Falla.
Da Signe Asmussen debuterede fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2001, blev hun udråbt til ”en sanger med ekstraordinære muligheder” og en ”vokal intimforfører”. Siden har Signe slået sit navn fast som én af sin generations mest alsidige og karismatiske sangerinder; en musikalsk kamæleon, som uden problemer boltrer sig i snart sagt alle genrer.
Vi oplevede hende i sidste sæson på Nødebo Kro sammen med sin cubanske mand, sangeren Ernesto Manuitt Hernández med latin-jazz ensemblet ”The Latin Clásico” i et crossover-program bestående af nordiske sange, viser, arier, jazz-standards sammen med de mest elskede, sydamerikanske boleros og son montunos. Hun optræder som solist med landets store klassiske orkestre, og hendes store interesse for kammermusik og den nye kompositionsmusik har ført til utallige CD-indspilninger. Publikumstække og et åbenlyst skuespiltalent har ført til engagementer på Det Kongelige Teater, Den Jyske Opera og som fast medlem af “GuidOpera” og ”Operettekompagniet”, hvor hun har haft stor succes i hovedpartierne i “Madama Butterfly”, “Barberen i Sevilla”, “Tosca”, “Den Glade Enke” og “Flagermusen”.
Signe Asmussens favoritdisciplinen har dog altid været lied’en, som bringer hende tæt på publikum, og hendes utrættelige indsats for lied’ens udbredelse indbragte hende i 2009 den prestigefyldte Aksel Schiøtz-pris. I 2014 blev hun desuden belønnet med Dansk Komponistforenings Musikerpris.
Tine Rehling slog tidligt sit navn fast og optræder jævnligt som solist og kammermusiker i ind- og udland og har været solist med en række af de danske symfoniorkestre. Som kammermusiker har hun bl. a. et fast samarbejde med solofløjtenist i DR Symfoniorkestret, Ulla Miilmann, og de optrådte på Nødebo Kro i 2019. Desuden optræder hun jævnligt med saxofonisten Benjamin Koppel, guitaristen Mikkel Nordsø og Ole Theill, indiske tablas. Sammen med sidstnævnte to musikere fra den rytmiske verden spiller hun musik inspireret af Flamenco’en, arabisk, afrikansk og indisk klassisk musik.
Tine arbejder til stadighed for at udvide repertoiret for harpe i samarbejder med flere danske komponister. Hun har siden 2002 haft et særligt tæt samarbejde med Per Nørgård, som har skrevet og dedikeret adskillige soloværker til hende, bl. a harpekoncerten ”Gennem Torne”.
Koncerten er støttet af William Demant Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Nødebo Kro, Nødebovej 26, Nødebo, 3480 Fredensborg
110
dage04
Timer52
minutter