Den Levende Julekalender eventyr 9. december

Åh Åhhh. Det var igen en af de dage hvor Ludvig var i drille-humør. Han havde været syg og ligget i sengen, da det var Halloween og havde slet ikke været ude sammen med de andre og tigget slik eller lavet ballade. Der var noget som skulle indhentes.
De andre nisser var ret lykkelige over at Ludvig havde været syg til Halloween. Det havde været en stille og rolig tid, hvor nogle af de andre nisser havde taget farlige masker på og gået fra dør til dør og råbt ”Slik eller ballade”. Alle havde fået lidt slik, og der havde ikke været noget ballade. Ludvig havde ligget i sin seng og hørt det hele. Nissekonen Clara havde givet meget slik og Emma, som ellers plejede at spise det hele selv, havde også været gavmild. Selv Møllernissen som ellers altid var meget nærig havde bagt honninghjerter og delt gavmildt ud. Ludvig følte sig snydt. Hans slik-skab var helt tomt, og det plejede at være propfyldt efter Halloween. Nu var han rask – og nu skulle der skræmmes.

Det var begyndt at sne da Ludvig skulle ud skræmme. Han havde taget et lagen over hovedet så han lignede et spøgelse og havde klippet to huller så han kunne kigge ud. Det var lidt svært at bevæge sig rundt og hullerne passede ikke helt med afstanden mellem hans øjne, men han fik med lidt besvær famlet sig hen til Claras hus. Han skulle lige til at banke på døren da den gik op og bankede lige ind i hovedet på ham. Han faldt bagover og lige ned i den nyfaldne sne. Emma sagde: ”Ups – hvad var det,” og kiggede bag døren. Men fordi Ludvig havde et hvidt lagen på kunne Clara ikke se ham ligge i sneen. ”Nå, det var nok ikke noget,” sagde hun, og gik over på kroen. ”Jeg må nok hellere passe lidt på,” sagde Ludvig til sig selv. ”Det er åbenbart svært at se en lille nisse under et lagen, når det sner”. Og det var det. Og det var faktisk også lidt farligt for Ludvig. Han måtte springe til side når døre gik op, og de andre nisser var lige ved at gå ind i ham hele tiden. Det sneede rigtigt meget nu og han var lige ved at blive kørt ned, da møllerlærlingene Sven og Bent kom kørende på deres vogn med melsække. ”Puuuhaaa, det var tæt på,” sagde Ludvig og fik en dør i hovedet igen, da Møllernissen kom ud af sin mølle. ”Jeg er jo usynlig. Det må jeg kunne bruge til noget”.

Han opdagede at Emma havde stillet en brandvarm svesketærte til afkøling i sit vindue. Duften var helt fantastisk og Ludvig tænkte at der helt sikkert ikke var nogen som ville opdage, hvis han snuppede den og stak af. Det var der heller ikke da han nærmede sig det åbne vindue og den varme tærte. Han skulle lige til at række ud efter den, da Emma kom ud med en spand fyldt med vand. Hun havde lige vasket gulv og skulle tømme spanden. Hun så ham ikke og kastede en spand iskoldt gulvvaskevand lige i hovedet på ham. ”Uarrraaagh!!!” skreg Ludvig. ”Hvad var det?” sagde Emma, men kunne ikke se noget eller nogen. ”Nå, det var nok ikke noget,” sagde hun og gik ind igen. Nu var Ludvig både kold og havde hovedpine fra de døre han havde fået i ansigtet. ”Nu snupper jeg den tærte,” sagde han næsten for højt og listede hen til det åbne vindue. Da han skulle til at række ud efter den og hans fingre næsten rørte tærten, kom Emma hen og snuppede den. Hun så ham stadig ikke og klappede vinduet lige ned over hans fingre en et højt smæld. ”AAAAAUUUUUU!” skreg Ludvig og Møllernissen kom farende ud af sin mølle. ”Hvad hytten,” sagde Møllernissen, ”Det lød som en ulv. Jeg må nok finde mit gevær frem”. ”Tak for kaffe,” sagde Ludvig til sig selv. ”Nu bliver det her for farligt,” og så spurtede han hjem i sikkerhed. ”Det er farligt at være en drillepind – og det er ekstra farligt at være en usynlig drillepind”.