Den Levende Julekalender eventyr 7. december

Albert er en lille nissedreng som altid kommer galt afsted. Nogle af nisserne i Julerød syntes at han var meget uartig, men egentlig var det bare fordi han var lidt uheldig. Hver dag Albert vågnede tænkte han, at i dag skulle der ikke gå noget galt. Denne dag skulle være helt speciel. Ikke skæld ud af mor. Ikke skamme sig. I dag skal alt være helt perfekt. Men det endte altid galt. Enten kom han til at tabe sit telefon ned i smørret. Eller også væltede han en hel liter mælk ud over bordet. En liter mælk fylder meget på et bord når det er ude af kartonen. Det skete også at han glemte sin madpakke, så hans mor måtte komme senere i skolen og aflevere den til ham. Det var så pinligt. Nogen gange opdagede Julie fra klassen at han ikke havde lynet op i sine bukser, så man kunne se hans underbukser. Så råbte hun ”Tivoli er åbent,” og så grinede alle klassekammeraterne og pegede på ham. Han var lidt forelsket i Julie, selvom hun godt kunne være tarvelig. Det var mærkeligt at det kunne være sådan, men han synes hun var sød selvom hun kunne finde på at drille.

Albert vågnede d. 7. december ved at hans mor kaldte. ”Albåååååt” hørte han, ”Du skal op og i skole. Det er torsdag og du skal huske dit gymnastiktøj.” ”I dag skal være helt perfekt” sagde Albert højt for sig selv og kom hurtigt i tøjet. Han børstede tænder og skyndte sig ned for at spise morgenmad. Da han lige skulle tjekke hvad klokken var på sin telefon var han lige ved at tabe den ned i smørret, men nåede at gribe den. Puha – dagen kunne stadig godt blive perfekt. Han koncentrerede sig meget da han hældte mælk på sin havregrød og spildte ikke en dråbe. ”Godt, Albert” sagde han til sig selv. Da han var færdig med at spise kyssede han sin mor farvel og snuppede madpakken på køkkenbordet. ”Farvel, søde mor” sagde han. ”Farvel, søde Albert” sagde mor.

Da han kom i skole stod Julie og snakkede med nissepigen Linda, som også gik i klassen. Pigerne kiggede hurtigt på Albert, men sagde ikke noget til ham. Hun var egentlig ret pæn, hende der Julie, tænkte Albert. Albert så at hun slog med håret og smilede en smule. Var det mon til ham…? Nej, det var til Linda. Pludselig opdagede Albert at der sad en stor klam edderkop i Julies hår. Den var på vej ned af hendes lange hår sad nu på hendes skulder. Albert gik over til pigerne. ”Julie?” sagde Albert. ”Ja, stump” svarede Julie, ”Det er mit navn – vil du købe det?”. ”Er du bange for edderkopper?”, spurgte Albert. Nu så Julie ikke så selvsikker ud længere. ”Hvo Hvo…Hvorfor?” stammede hun. Albert fangede hurtigt edderkoppen fra Julies skulder. ”Jo, for hvis du var bange for edderkopper, så kunne det være, at du ikke ville være så glad for at have en på skulderen”. Julie skreg op. Hun rystede over hele kroppen. ”Ad ad ad ad, hvor ulækkert” Albert var ikke bange for edderkopper – overhovedet ikke. ”Tak, Albert – tusind tak. Hvor er du modig” sagde Julie og smilede rigtigt meget til ham. Albert bar edderkoppen udenfor og så kom læreren.

Da gik timen i gang – de skulle have dansk, engelsk, gymnastik og historie. Det gik rigtig godt for Albert. Han kunne svare på alle spørgsmål og stave alle ord rigtigt. I gymnastik var han den der kunne hoppe højest og springe længst. Da skolen var slut kom Julie over til ham med en lille seddel. Ham måtte først åbne den når hun var gået. På sedlen stod: Skal vi være kærester. Ja. Nej. Måske. Han skulle lige til at sætte kryds, men hørte pludselig at nogen kaldte på ham. ”Albåååååt” – ”Albååååååt”. Nej ikke nu. Jeg skal sætte kryds. ”Albååååt – du skal i skole. Det er torsdag og du skal huske dit gymnastiktøj”. Albert opdagede at han lå i sin seng….
Det hele havde bare været en drøm. Åh, nej, tænkte Albert. Nu skal gøre det hele en gang til – uden fejl.