Den Levende Julekalender eventyr 6. december

”Hallo, er der nogen? Er der ingen, som vil komme og hjælpe mig ud? Hallo! Jeg er her i sækken!” råbte den lille dreng Bjarne, som sad helt alene i en sæk nede i Købmand Hansens kælder. ”Hallo, det er altså ikke sjovt længere, jeg er bange og jeg vil hjem” råbte Bjarne igen. Så hørte han Slagterens to frække drenge, Benny og Birger. De løb grinende ud på gaden, og Bjarne hørte døren til kælderen lukke bag dem.”Åh nej, jeg kommer aldrig ud” tænke Bjarne og begyndte at græde. Der gik 5 minutter, der gik 10 minutter, ja Bjarne græd i over en time, før han faldt i søvn i sækken.

Pludselig vågnede han op. Han havde hørt en lyd, og nu var der noget der puslede omkring sækken. Han forsøgte at ligge helt stille, for tænk nu hvis det var en farlig rotte, eller måske et monster der ville spise ham. Så hørte han en mumlen. Det lød som et menneske, der gik og talte med sig selv. Bjarne tog mod til sig og kaldte så, lige så stille: ”Hallo er der nogen derude?” Der blev helt stille, men så var der pludselig en stemme lige ud for hans hoved, på den anden side af sækken, der sagde: ”Ja, hvem spørger?” Bjarne blev meget forskrækket, men svarede alligevel: ”Åh det er bare mig, lille Bjarne” sagde Bjarne. ”Hvad laver du nede i sækken?” spurgte stemmen så. ”Jo ser du, jeg blev puttet heri, af Slagterens to dumme drenge, Benny og Birger. De driller mig altid og siger, at jeg lugter, bare fordi min mor arbejder i ostebutikken. I sidste uge proppede de mig i en postsæk. Jeg var i den i 3 timer og var lige ved at blive sendt til Grønland, før de kom og lukkede mig ud igen.” Så blev sækken åbnet og Bjarne kunne kigge op af sækken. Der så han en lille mand med rød hue på ”Hvem søren er du?” spurgte Bjarne. ”Mig? Ja, jeg hedder Olsen. Søren Olsen, men alle mine venner kalder mig bare for Olsen” Bjarne gav Olsen et kram. ” Tak for hjælpen Olsen, nu er jeg også din ven.” sagde Bjarne. ”Ved du hvad min ven, nu vil jeg give de to Slagterunger en ordentlig lærestreg, så de aldrig driller min nye ven igen. Jeg har en plan. Gå du nu bare hjem i seng.” sagde Olsen – og det gjorde Bjarne.

To timer senere kom Benny og Birger tilbage til kælderen. Til deres store overraskelse opdagede de, at sækken var væk, og at kælderen var helt tom. ”Hvad pokker er der sket her?” sagde Benny til Birger. ” Det ved jeg ikke” svarede Birger. I det samme kom Olsen ned i kælderen. ”Halløj gutter! Sig lige til købmanden, at jeg har kørt alle hans affaldssække, ud på lossepladsen” sagde Olsen til Benny og Birger, hvorefter han smuttede ud igen.
Benny og Birger kiggede skræmte på hinanden og sagde i kor: ”Hvad har vi dog gjort? Vi må redde Bjarne fra lossepladsen.” Så løb de, alt hvad de kunne, ud til lossepladsen. Der ledte de i alle sækkene. Både dem med rådne fisk, dem med gammel ost og dem med muggent brød. De ledte og ledte og råbte efter Bjarne, men de fik ikke noget svar. De ledte hele natten og da det begyndte at blive lyst kom Olsen hen til dem ”Halløj igen gutter, hvad laver I?” spurgte Olsen. Birger og Benny stoppede op. De havde skrald og affald over alt, ja selv i håret og i ørene. ”Øhm.. Vi leder… efter noget vigtigt” svarede Birger. ”Nåh, så det gør I. Sig mig lige, det skulle vel aldrig, være en lille dreng i leder efter?” spurgte Olsen. ”Tjo… måske. Har du da set ham?” ”Ja… Jeg lukkede såmænd en lille dreng ud af en af sækkene, henne i købmandens kælder. Så ham finder I ikke her. Han er hjemme og sove i sin seng, og det burde I da også være.” ”Lukkede du ham ud af sækken?… Tusind tak, tusind, tusind tak” sagde Benny og Birger, og så løb de hjem i seng. ”Der fik de sig en lærestreg” sagde Olsen – og så gik han også hjem i seng.

Efter den nat på lossepladsen, lugtede Benny og Birger af losseplads, i flere uger. Og selv om Bjarne godt kunne have sagt det til dem, så gjorde han det ikke, for der var jo ingen grund til at drille. Han var bare glad for at have fået en ven som Olsen.