Den Levende Julekalender eventyr 2. december
Rumle lå og sov noget så dejligt i sin seng, da hans næse fangede færten af noget lækkert. Det duftede så skønt at Rumles mave begyndte at rumle og efter lidt tid rumlede den så højt, at han vågnede. ”Ih altså dumme mavse, jeg sov altså lige så godt. Hvad vil du?” Rumle snuste ind med næsen og kunne med det samme fornemme, at der var noget lækkert i gang nede i køkkenet.
Han sprang ud af sengen, og i bare underbukser drønede han ned i køkkenet, hvor han så en kæmpestor kobbergryde, stå lige midt på køkkengulvet. ”Wow… hvad er det, der er deri, mor?! Den gryde er jo enorm” sagde han overvældet. Hans mor kiggede frem bag gryden og sagde: ” Jamen det skal den jo også være. Jeg er nemlig ved at lave blåbærsaft til hele Julerød.”
Rumles mave rumlede vildt ”Åh mor, må jeg smage, må jeg ikke nok?” spurgte Rumle ivrigt. Men hans mor svarede bestemt: ”Nej, ikke endnu, ikke før saften er blevet kold nok, til at komme på flaske. Åh nej! Rumle, flasker! Jeg har glemt at fortælle de andre nisser, at det er i dag de skal komme forbi og få fyldt deres saftflasker. Løb ud og fortæl dem det.”
Rumle satte sig på taburetten, med armene over kors og sagde: ”Jamen mor, det kan jeg altså ikke, for jeg har kun underbukser på.” Så tog hans mor sin hvide kokkenissehue af og sagde: ”Jamen så må du holde øje med blåbærsaften, indtil jeg er tilbage igen. Men ikke noget med at smage på den, før Jeg siger at den er kold nok!” Og så gik hun ud af døren.
” Ja ja, det skal jeg nok mor” vrissede Rumle efter hende. Hvorefter han aede sig på maven og sagde: ”Det kan vi da godt vente på!” Men i det samme rumlede Rumles mave ”Så så, lille mavse, du skal nok få blåbærsaft. Vi skal bare vente en lille smule.” sagde han. Men hans mave rumlede igen, og denne gang endnu højere. ”Nej, mavse! Vi skal vente på, at mor…” Mere nåede han ikke at sige før maven igen rumlede. Denne gang så højt at Rumle ikke længere kunne overhøre det. ”Okay, så smager vi bare en lille smule. Det skader vel ikke med en lille smagsprøve.”
Rumle skyndte sig at snuppe et sugerør. Han havde så travlt med at komme op til toppen af gryden, at han slet ikke opdagede tappehanen på siden af gryden. Rumle klatrede bare op på taburetten, så videre op på grydens håndtag. Derfra kunne han lige akkurat hive sig op over kanten, på den enorme gryde. Men lige idet han strakte sig ned mod saften med sugerøret, rumlede hans mave så meget, at Rumle fik overbalance og faldt ned i blåbærsaften. Plask!! I samme øjeblik, kom hans mor hjem igen.
” Så Rumle, nu tror jeg Blåbærsaften er kold nok! Hallo, Rumle, hvor er du? Nå, han er nok gået i seng igen.” Rumle var ikke stolt over situationen, så han dykkede ned i blåbærsaften og brugte sugerøret til at trække vejret igennem. Der gemte han sig hele dagen og næsten hele aftenen. Først da den allersidste nisse havde fået fyldt sin saftflaske og hans mor var gået i seng, kravlede Rumle igen op af gryden. Saften havde gjort ham blå over hele kroppen. Trist, stod han på køkkengulvet, da hans mave igen begyndte at rumle. ”Stop så! Dumme mavse, jeg vil ikke høre på dig” sagde han. Men maven blev ved. Rumle tog sin mors hvide kokkenissehue på og hev den godt ned over ørene. ”Jeg vil ikke høre på dig mere, dumme mavse.. La la, la la la, laaa…” og så løb Rumle lallende ud af huset, for at maven ikke skulle vække hans mor.
Ude i skovsøen forsøgte han at vaske den blå farve af, men uden held. Så i stedet skyndte han sig hjem og fortalte sin mor det hele. Ja den dag, lovede Rumle sin mor, at han aldrig mere ville lytte efter hvad hans mave siger, og han blev skrubbet ren, med den store grydesvamp. Men det gjorde ham ikke noget, Rumle var bare glad for, at ingen af de andre nisser havde set ham helt blå. Den eneste der havde set ham var en gammel mand der var ude og gå en tur med sin kat. Men det er starten på en helt anden historie.