Den Levende Julekalender eventyr 17. december

Alfred Fluesvamp boede i skoven, lidt uden for julerød, i en stor fluesvamp. Han mødte næsten aldrig mennesker og levede ganske fredeligt i sit hyggelige svampehus. Nisserne fra Julerød var flinke til at komme på besøg, men vidste godt at Alfred holdt meget af ro og stilhed, så de var også flinke til at gå hjem igen inden han fik nok af andre nisser.

En morgen – ret tidligt – blev Alfred vækket af en bilmotor som larmede lige ude foran hans svampehus. Det var en Toyota Landcruiser som var parkeret med udstødningen lige ud for Alfreds hoveddør og en masse bilos væltede ind af sprækkerne i døren. Da Alfred kom ud af sengen og fik åbnet døren, fik han en hæslig sky udstødningsgas lige i ansigtet. Han hostede helt vildt og kæmpede sig væk fra den stinkende os. Alfreds øjne sveg og han kunne næsten ikke få vejret. Da han var kommet til sig selv igen, så han to mænd stå foran bilen. De havde grønt tøj på og han så at de stod og drak af en lille metaldunk. ”Nå, Benny, skal vi se om rådyrene er stået op?” sagde den ene. ”Jeps, Knud” svarede den anden, ”Nu skal der skydes dyr.” Alfred opdagede at de to mænd havde geværer over skuldrene og nu tog de dem i hænderne og puttede patroner i dem. ”Vi lægger os på lur her – det er et godt sted,” sagde ham som hed Knud. Ham der hed Benny kiggede vredt på Knud. ”Skal du så ikke lige slukke bilen, Knud?” – ”Hvorfor dog det, Benny? Er du da begyndt at tænke på miljøet på dine gamle dage,” grinede Knud. ”Næ, op i hatten med miljøet – men det skræmmer dyrene væk,” svarede Benny. ”Nå, ja, du siger noget,” sagde Knud og gik hen og slukkede bilen.

De to mænd satte sig bag nogle buske så de ikke kunne ses. Alfred stod bag ved dem og de havde ikke opdaget ham. De gemte sig så godt de kunne og hviskede til hinanden. Alfred listede sig tættere på så han kunne høre hvad de sagde. ”Du, Benny. Har vi mere gammel dansk?” – ”Ja ja, der er masser tilbage, men du kan ikke drikke nu – dyrene kan lugte det.” – ”Har du ladt dit gevær?” – ”Ja, det er propfyldt med patroner. Nu skal der bare komme et dyr forbi.” Knud kiggede rundt. ”Hvor er det dejligt at være her ude i naturen”. Ja, Knud – det er skønt. Man føler sig ét med naturen – det er helt rigtigt det her.” Alfred tænkte, at hvis de var så glade for naturen – hvorfor ville de så skyde på den?

De to mænd sad og ventede i over en time før der skete noget. Et lille rådyr kom forsigtigt ud mellem nogle grantræer og nærmede sig mændenes skjulested. ”Skyd den” hviskede Benny til Knud. Alfred tog en lille gren og knækkede den. Knæk!!!, sagde det, og det lille rådyr blev forskrækket og løb væk inden Knud kunne nå at skyde. Mændene vendte sig om, men Alfred havde gemt sig bag et træ. ”Var det dig som knækkede en gren?” spurgte Knud. ”Næ,” svarede Benny, ”Jeg troede det var dig.” – ”Klap kraniet – det kunne jeg ikke finde på,” snerrede Knud. Og så satte de to mænd sig til at vente igen. Da der senere kom et rådyr, gjorde Alfred det samme så de to mænd ikke fik skudt noget. De var ved at blive godt gale i hovederne og småskændtes lidt. ”Det kan kun være dig, Benny. Der er jo ikke andre.” Lidt senere kom smedens kat gående forbi. De to mænd kiggede på hinanden. ”Skal vi skyde den?” spurgte Knud. Benny nikkede ”Nu har vi ventet i flere timer. Et eller andet skal vi da skyde.” Knud sigtede. Alfred var ikke særligt glad for smedens kat. Den havde engang fanget en mus som Alfred var gode venner med. Det havde han aldrig rigtigt tilgivet katten. Men han syntes heller ikke at katten ligefrem skulle dø, så han kastede en sten i nakken på Knud så han skød lige ned i jorden. Blade, kviste og jord fløj op i ansigterne på de to mænd og de hylede op. ”Store torsk, Knud. Hvad tænker du på?” – ”Luk Benny. Det var dig som gav mig en dummeflad lige da jeg skød” – ”Nu gider jeg ikke gå mere på jagt med dig i dag. Jeg vil hjem.” – ”Tøsedreng.” – ”Det kan du selv være”. ”Supertaber” – ”Efteraber”.

De to mænd gik vrede hen til bilen. Alfred havde sneget sig om bag ved og proppet en stor grankogle ind i udstødningen. Udstødningsgassen kunne ikke komme ud da mændene startede bilen så den gav nogle høje knald inde i udstødningsrøret. Det lød næsten som om den var ved at eksplodere. Mændene kørte væk i en bil som hoppede og dansede i hårde ryk. Alfred kunne høre dem skændes. Der ville nok gå lang tid før de kom tilbage.