Den Levende Julekalender eventyr 15. december

Det var hundekoldt. Kravlenissen Hugo skyndte sig over på Julerød Kro, hvor der var dejligt varmt. Han var ikke den eneste som havde fået den idé. Hele kroen var fyldt med nisser og sad og hyggede sig med nisseøl og risengrød. Alle hilste på Hugo da han kom ind og han fik straks serveret en dampende varm skål grød. Chili Mik vidste at Hugo skulle have grød når han kom.

Hugo sad sammen med Klumpetud og Clara og de begyndte at snakke om hvor travlt de havde inden det blev jul. Ovre ved bordet ved siden af sad Møllernissen og råbte op. Han var kommet i det sygeste blære-humør og sad nu med sine to lærlinge Sven og Bent og fortalte med store armbevægelser hvor dygtig han var til alting. Citrus sad der også og ingen af dem sagde ham imod. Det var bedst sådan – bare give ham ret – så gik alting meget bedre. ”Jeg er verdens hurtigste til at hugge brænde,” råbte Møllernissen. ”Ikke sandt Clara?” Clara strammede munden lidt og svarede, ”Jo, Møllernisse, du er verdens bedste brændehugger”. ”Jeg er også verdens bedste hurtigløber – Jeg kan løbe hurtigere end alle jer andre.” Der var ingen som gad at løbe om kap lige nu, så alle gav bare Møllernissen ret. Alle hyggede sig med deres grød og der var faktisk ret fredeligt når man tænker på at der var så mange nisser samlet på et sted. Nisserne småmumlede med hinanden og var trætte efter en lang arbejdsdag på Julemandens værksted.

Den hyggelige stemning blev endnu engang afbrudt af Møllernissen. ”Jeg er også verdens stærkeste. Se min overarm.” Møllernissen spændte overarmen, så en lille muskel viste sig. Klumpetud gad ikke høre mere på møllernissen, så han gik på toilettet. ”Nej, nu kan det være nok,” sagde Hugo irriteret. ”Vi gider ikke høre på alt dit blær.” ”Hov hov hov. Var der lige en loppe der gøede,”, sagde Møllernissen, ”Vil du lægge arm, Hugo?” – ”Det kan vi da godt,” svarede Hugo og rejste sig fra sin stol, men så kom Sven hurtigt hen til Hugo og hviskede; ”Hugo – du skal ikke lægge arm med Møllernissen.” – ”Hvorfor ikke?” svarede Hugo, ”Jeg kan sagtens klare ham.” ”Ja ja,” hviskede Sven, ”Men hvis han taber bliver han noget så vred, og så går det ud over Bent og mig. Så skal vi bare arbejde over.” – ”Nå – ok,” sagde Hugo og satte sig ned igen.

Møllernissen kunne se at Hugo alligevel ikke ville lægge arm og råbte så alle kunne høre ham. ”Så skal der lægges arm. Jeg udfordrer alle nisser til dyst.” Nisserne sukkede. Enkelte prøvede at sige at de troede på ham og at de alle synes han var stærk, men Møllernissen var helt oppe og køre. ”I skal alle sammen komme her hen til mit bord og lægge arm med mig.” Og det gjorde alle så. Først kom Citrus hen til bordet, og selvom han sagtens kunne klare Møllernissen i at lægge arm, så gjorde han sig slap og lod Møllernissen vinde. Det samme gjorde Sven og Bent selvfølgelig – de vidste hvad der stod på spil. Postnissen – Karsken Bælg – lod sig også tabe og efterhånden fik Møllernissen den ene sejr i hus efter den anden. Han var helt overstadig og følte at han havde styrke som 20 nisser. ”Ha ha ha – jeg er bare så stærk.” De andre nisser skumlede. Specielt ydmygende var det når Møllernissen kun brugte lillefingeren og lagde den ellers så stærke Chili-Mik ned med et hug.

Klumpetud kom ud fra toilettet. ”Kom her, Klumpetud, nu mangler jeg kun dig.” ”Åhh, jeg vil så nødigt,” sagde Klumpetud. ”Jeg er ikke særligt stærk.” Klumpetud vidste ikke noget om at Møllernissen skulle vinde, så han klaskede Møllernissens arm hårdt ned i bordet så alle krusene væltede. ”Aaaavvv” råbte Møllernissen. ”Du var ved at brække min arm.” Så prøvede de igen. Møllernissen kunne ikke tro at Klumpetud kunne være så stærk. Men igen tabte Møllernissen og alle de andre nisser kiggede skræmte på Sven og Bent, som var helt blege i deres ansigter.
”Kom Møllernisse,” sagde Bent, ”Det er nok fordi du har brugt alle dine kræfter på alle de andre nisser. Lad os gå hjem og hvile os.” ”Ja,” sagde Møllernissen. ”Jeg skulle have sparet på kræfterne – det skulle jeg.” Møllernissen rejste sig. ”Jeg er stadig den hurtigste løber, ikk?” ”Jooo” svarede alle nisserne. ”Jeg er også den bedste brændehugger – ikk, Clara?” – ”Jooo” svarede Clara. Så gik Møllernissen hjem. Sven og Bent komme ikke til at arbejde over den aften og Møllernissen udfordrede aldrig mere nogen i at lægge arm igen.