Den Levende Julekalender eventyr 12. december

Hr. Manfred har altid været en glad og tilfreds nisse. Tilpas høj og tilpas tyk. Han var som han var og det var der, ifølge ham selv, ingen grund til at lave om på. Men en dag følte han sig nødsaget til at gøre det, alligevel.
Hr. Manfred var klar, han stod på Hillerød station. Han skulle nemlig i Tivoli og han havde hørt, at den nemmeste måde at komme ind til Tivoli på, var med S-toget. Men turen derind var ikke ligefrem behagelig, for der var mange, der skulle med toget denne aften, så toget blev hurtigt proppet med mennesker. Det var slet ikke muligt for Hr. Manfred at få en siddeplads, hvilket betød, at hver gang toget startede eller standsede, så væltede Hr. Manfred frem og tilbage. Han stødte flere gange ind i de andre passagerers rumper, med hovedet først. Nogle skubbede bare tilbage med deres rumper, mens andre blev sure og sagde: ”Se dig for” eller ”Så hold dog ved.” Men det var lige netop, det der var problemet. For Hr. Manfred kunne ikke holde ved, han var nemlig ikke høj nok, til at kunne nå de stropper, som man kunne holde fast i. Så han fortsatte med at vælte rundt, indtil toget, langt om længe, ankom til Hovedbanegården. ”Pyha. Sikke en tur,” tænkte Hr. Manfred og så skyndte han sig over i Tivoli.

Hr. Manfred havde glædet sig længe til at komme i Tivoli. Men det var ikke for at se juleudsmykningen – for når man er nisse, så skal der rigtigt meget til at imponere en. Han var heller ikke taget til Tivoli for at købe nogle af alle de lækre julegodter, som boderne sælger derinde. For når man er nisse, så er der intet der slår de julegodter man kan købe hos Konfekt og Knas i Julerød. Næh… Hr. Manfred var taget i Tivoli for én ting og én ting alene. Han skulle prøve forlystelser, alle forlystelserne. De stille og de vilde. Han skyndte sig i kø til Dæmonen, ”uh det bliver godt det her,” tænkte han. Men da han skulle til at stige ombord, blev han stoppet af en Tivoli mand: ”Hør undskyld, du er ikke høj nok, så du kan desværre ikke prøve Dæmonen.” Hr. Manfred blev lidt trist men tænkte: ”Nå, så prøver jeg da bare noget andet” og så gik han over til Den gamle rutsjebane. Men her skete der det samme igen. ”Denne forlystelse er ret vild og Du er desværre ikke høj nok” fik han at vide. ”Ih… Hvor er det dog irriterende- jeg kunne jo godt trylle mig større. Men nej! Jeg har det godt med min højde! Nej! Nu finder jeg bare noget andet, som jeg gerne må prøve. Nu ved jeg det! Jeg tager en tur i Den flyvende kuffert, den er da ikke så vild.” sagde Hr. Manfred og så gik han hen til Den flyvende kuffert. Men ak ak ak, det skete igen. ”Desværre du er ikke høj nok, måske du kan finde en voksen og tage med” sagde en ellers sød og smilende tivolidame til ham.

Det blev for meget for Hr. Manfred. ”Nu kan det være nok, hvis det skal være på den måde- Så…” Og så gik han ind på toilettet og låste døren efter sig. Så lukkede han øjnene, bed han sig selv i tungen, og hev sig selv i næsen. SWUP!! Sagde det og i samme øjeblik blev Hr Manfred lige så høj som en voksen mand. Idet han gik ud fra toilettet, hørte han rådhusuret slå. ”Åh nej, er klokken allerede elleve” sagde han og så skyndte han sig tilbage til Den flyvende kuffert. Men den var allerede lukket. Så løb han hen til den næste forlystelse han kunne se. Han var heldig, den var stadig åben. Tivolimanden sagde: ”Godaften! Er det dig, der skal have aftenenes sidste tur.” ”JAAAAA!” råbte Hr. Manfred begejstret. ”Så skal du passe på dine knæ, du er jo meget høj” sagde tivolimanden. ”Ja ja, det skal jeg nok!” svarede Hr. Manfred. Så skyndte han sig ind og maste sig ned i en Veteranbil og så kørte den afsted.

”Nå, var det en god tur” spurgte tivolimanden da Veteranbilen kom retur. ”Ja, det var aftenens bedste tur.” svarede Hr. Manfred med et påtaget smil på læben. Han fik vredet benene ud af veteranbilen igen og så humpede han ellers alene ud af Tivoli, der var slet ikke andre omkring ham. Så mens han gik ud, lukkede han øjnene, bed sig i tungen og så trykkede han på næsen. SWUP!! Sagde det og så var Hr. Manfred lille igen. ”Ja! Der er jo ingen fidus i at være høj, når man får ondt i knæene af det!” sagde han og så tog han toget hjem, og denne gang fik han sig en siddeplads.