Den Levende Julekalender eventyr 10. december

Det var en dejlig december dag og nissen Nikolaj var ude og gå en tur i skoven. Luften var frisk og vintersolen skinnede igennem trætoppene. ” Åh, sikken en smuk dag, det er i dag…” pludselig stoppede han op. Han kunne, i det fjerne, høre en masse glade børnestemmer. Han listede sig tættere på og fik øje på en hel børnehave, der var på skovtur. De så alle sammen ud til at have det rigtigt skægt. Men med et, fik han øje på noget, bag en træstamme. Det lignede en nissehue. ”Måske sidder der en anden nisse bag den træstamme,” tænkte Nikolaj. Han listede hen til træet og hoppede frem og sagde: ”Hej.” Men i det samme opdagede han, at det ikke var en nisse. Men i stedet en lille pige, der med rød tophue og gul flyverdragt sad og var meget ked af det. Pigen blev meget forskrækket. Nikolaj vidste ikke helt hvad han skulle gøre af sig selv. Men han fik alligevel fremstammet: ”Hej med dig lille ven, hvad hedder du?” Pigen snøftede og svarede: ”Jeg hedder Mille.” Nikolaj stak hovedet helt hen til pigen og sagde: ”Hej med dig Mille, hvorfor sidder du her og er ked af det?” Den lille pige tørrede sine øjne og så fortalte hun: ”Det er bare fordi jeg mødte et lille pindsvin, og den var så sød. Men hver gang jeg sagde hej til den, så gik den bare væk, og nu er den gået ind i busken der. Den ville slet ikke snakke med mig.” ” Jamen mennesker kan ikke snakke med dyr, det er kun os nisser der kan det” sagde Nikolaj. Pigen kiggede meget intenst på Nikolaj: ”Er du en nisse?” Spurgte hun. ”Øhm jah… Men det må du ikke fortælle nogen. Det er en hemmelighed.”

Pigen begyndte at græde igen. ”Så Så Så… ikke græde,” sagde Nikolaj. ”Jamen, jeg vil bare så gerne snakke med det lille søde pindsvin, det er SÅ sødt,” hulkede pigen. ”Okay, jeg hjælper dig – men så skal du også holde det hemmeligt at du har mødt mig, kan du det?” spurgte Nikolaj. ” Ja, jeg lover at holde det hemmeligt” svarede pigen. ”Godt! Så skal du bare se.” Han ledte efter noget i sin lomme, og efter lidt tid sagde han: ”Der var den! Nu skal du bare se.” Pigen stoppede med at græde. ”Her har jeg en fortryllet grankogle. Jeg fik den for mange år siden, af en skovfe, inden jeg selv havde lært at tale og forstå dyresprog. Den må du få” sagde Nikolaj. Nikolaj, gav pigen grankoglen. Hun forsøgte at putte den ind i øret ”Nej, nej lille ven, den skal ikke ind i øret. Du skal bare klemme den i hånden, så kan du forstå og tale med et hvilket som helst dyr du møder på din vej.” Nikolaj smuttede ind i busken og lidt efter kom han ud med det lille pindsvin, og sagde: ”Se Snøfte. Du skal lige hilse på en lille pige, der hedder Mille.” Snøfte kiggede op på pigen og sagde ”Snøft snøfffft snøft snøft.” Pigen blev trist igen: ”Jeg kan stadig ikke forstå hvad den siger”. ”Holder du grankoglen i hånden? og klemmer du om den?” spurgte Nikolaj. ”Næh det glemte jeg,” sagde Mille. Så klemte hun grankoglen hårdt i hånden og pludselig hørte hun en lille fin stemme. Det var pindsvinet, der talte til hende. Hun kunne pludselig forstå hvad pindsvinet sagde, men hun blev meget overrasket over, at det første den sagde var: ”Jeg har orm! Hjælp mig!” Nikolaj kiggede på pindsvinet, så op på pigen og så sagde han: ”I to skal nok blive gode venner, pas nu godt på hinanden og husk vores aftale!” og så smuttede Nikolaj. ”Ja ja, jeg lover at holde vores møde hemmeligt” råbte pigen efter Nikolaj. Så løftede hun pindsvinet op og tog det med til dyrelægen. Den fik hjælp og fik det hurtigt godt igen. Pigen og pindsvinet blev gode venner og da pigen blev voksen, blev hun verdens bedste dyrlæge, for hun forstod dyrene – men det fortalte hun aldrig til nogen.