Dagens låge præsenteres i samarbejde med:
Vi ses ved Julemøllen kl 17.00
eller hos
Hillerød Forsyning,
Solrødgårds Allé 6
OBS! Denne låge foregår udenfor, så tag godt med tøj på.
7. december – Albert
Da Albert var lille var han kendt for at lave meget ballade. Det var ikke fordi han havde lyst til at være uartig. Tingene skete ligesom bare. Og tit fik han skæld ud af sin mor. ”Albååååt!!! Hvad har du nu lavet? ”, hørte man tit Alberts mor råbe. Og så stod Albert flov og kiggede ned i jorden. Der gik nu ikke lang tid før alle var glade igen og så rodede Albert sig ud i noget andet galt.
Den anden søndag i advent havde Albert glædet sig til. I dag skulle adventskransen tændes. Han havde set sin mor tænde det første lys søndagen før, og synes det var meget smukt. Han havde glædet sig hele ugen til at det igen blev søndag og der så skulle tændes to lys. Han vidste at når alle fire lys i adventskransen var tændt, så var det meget snart jul. Men det var der laaaaang tid til.
”Må jeg tænde adventskransen, mor? ” spurgte Albert så artigt han kunne. Mor kiggede hurtigt hen på ham. ”Det kan du da tro du…. OVERHOVEDET ikke må, Albert”, svarede mor skrapt. ”Ved du ikke, at små drenge tisser lige midt i sengen hvis de leger med ild”. Albert sagde for sig selv, ”Det var ikke fordi jeg ville lege med ild, jeg ville bare tænde… ”. ”Gå ud og vask dig, Albert” sagde mor strengt, ”Vi spiser aftensgrød lige om lidt”. ”Man må da heller aldrig noget”, små mumlede Albert mens han gik ud på badeværelset. Han kom selvfølgelig til at tage for meget sæbe i hånden, så det skummede helt vildt i vasken. Sæbeskummet voksede og voksede og gled ned på gulvet så det så ud som om det havde sneet på hele badeværelset. Mor kom ud. ”Aj, altså Albåååååt”, sagde hun. ”Det må vi ordne senere. Grøden er meget tæt på at være klar”. Egentlig skulle Albert tisse, men det gad han ikke, nu da han lige havde vasket hænder.
”Neejjjj”, råbte mor pludselig. ”Nissedrys og troldenys, vi har ikke mere smør”. ”Det gør ikke noget, mor” sagde Albert. ”Sludder Albert” sagde mor. ”Jeg har aldrig spist grød uden smør og det har du heller ikke. Det kan man simpelthen ikke. Nu går jeg lige over til Nisse Klumpetud og låner noget. Du bliver bare her og rører ikke noget” Mor tog overtøj på mens hun formanede. ”Rør ikke noget! Ikke pille ved komfuret! Katten kan ikke svømme! Der er 12 meter i en rulle toiletpapir. Og nej… du må IKKE tænde adventskransen”. Så var hun gået. Albert sad på sin stol. Han havde vildt lyst til at tænde adventskransen. Hvis nu han gjorde det og mor kom hjem og så hvor flot han havde klaret det. Ville hun så ikke syntes at han var dygtig og stor? Albert tænkte meget. Han gik hen til adventskransen. Tændstikkerne lå lige ved siden af. ”Aj, måske skulle jeg lade være”, tænkte Albert, men så var det ligesom om at tændstikkerne råbte nede fra æsken. ”Kom nu. Tænd os. Hvad kan der ske? ” Albert lukkede øjnene. ”Nej – det går ikke”. Heldigvis kom mor ind ad døren. ”Så er der smør”, sagde hun og tog tændstikæsken. ”Nu skal adventskransen tændes”. Mor tændte, men havde for travlt. Hun fik ikke slukket tændstikken ordentligt og kom til at lægge den brændende tændstik på sin serviet. Der gik ild i servietten som satte ild til adventskransen. Mor blev bange og hylede op. ”Hjælp, det brænder”, råbte hun. ”Albert vi må skynde os ud af huset”. Men Albert tænkte hurtigt. Han sprang op på bordet, trak bukserne ned og begyndte at tisse på ilden. Heldigvis skulle han tisse meget, så han kunne nemt slukke flammerne. Han ramte også med lidt tis på grøden, men det var der ikke noget at gøre ved.
Mor blev meget glad og stolt af sin søn. Hun roste Albert meget og lovede ham at passe bedre på. Hun lovede også at når det blev søndag igen, så måtte Albert være den der tændte adventskransen.