Dagens låge 3. december 2018

 3. december 2018

Dagens låge 3. december

Gemme Nisse Mor

Gemme Nisse Mor kiggede ud af det lille loftsvindue. Hun så ned på de mange jule-forjagede mennesker, der myldrede forbi huset nede på gaden – forhastede og jule-stressede. Ingen hilste på hinanden. De så alle meget alvorlige og travle ud.

De havde alle sammen travlt med, at komme hurtigst muligt fra den ene butik til den anden. Blot for at stå i kø, bag de samme mennesker endnu engang. ”Hvorfor har de dog så travlt?”, spurgte Gemme Nisse Mor sig selv. Hun forstod det ikke. Der var ikke længere nogen mennesker, der virkede til at være i julestemning. Julegaveindkøbene virkede til at være noget der bare skulle overstås, en simpel udveksling af ting til nogenlunde samme værdi, i flot indpakning.Alle rendte de rundt med bestillingslisterne, eller som menneskene kalder dem ønskesedler, i hånden. Uden nærmere omtanke vælges den første og bedste ting fra listen som herefter streges over.”Hvem ved egentligt hvad man ønsker sig mest?”, sagde hun til sig selv.

Hun kiggede over på den anden side af gaden og så konen fra huset. Hun stod uden for kjoleforretningen og kiggede drømmende på en smuk rød dansekjole i udstillingsvinduet. ”DET GØR JEG!”. Jeg ved hvad de ønsker sig hos min menneskefamilie, hvad de VIRKELIG ønsker sig. Jeg må redde julestemningen”. Gemme Nisse Mor brugte de sidste dage op til juleaften, på at udspionere familiemedlemmerne. Hun lyttede ved dørene, kiggede dem over skuldrene og undersøgte ALLE de gavegemmesteder menneskene havde. ”Sikke dog mange praktiske gaver, her er,” sagde Gemme Nisse Mor fortvivlende til sig selv.

Til konen fandt hun; en æggekoger, grydelapper, en ny kogebog, rynkecreme og selvfølgelig et lille guld smykke. Til manden fandt hun; nye strømper, et slips, bogen – SÅDAN Griller du en BØF, og et nyt fiskehjul. Til børnene var der; et overflødighedshorn af maskiner der kunne sige BIP og andre mekaniske lyde. Der var ikke en eneste gave som Gemme Nisse Mor kunne lide, men det skulle hun nok få lavet om på.

Endelig kom dagen de alle havde ventet på. Børnene kunne næsten ikke klare mere, det havde nærmest været umenneskeligt for dem at vente foran flimmerkassen. Konen havde knoklet i køkkenet og manden havde læst avisen et par gange. Mens hele familien var til julegudstjeneste i Slotskirken listede Gemme Nisse Mor ned fra loftet. Under juletræet lå alle gaverne i store bunker. Hurtigt gemte hun dem op på loftet. Tog ”til og fra-kortene” med sig ned i stuen igen, og lagde dem rundt på gulvet under træet. Herefter tryllede hun en ny gave frem under hver ”til og fra-kort”.”Se så, det var bedre, nu får de alle sammen noget de har brug for og som de bliver rigtig lykkelige over,” sagde Gemme Nisse Mor og skyndte sig op på loftet igen. Herfra kunne hun, gennem et lille hul i loftet, følge med i alt hvad der foregik omkring juletræet. Om aftenen, da familien havde danset om juletræet skulle de pakkede gaverne op. De blev de alle meget glade for deres gaver. Konen svingede den røde dansekjole foran sig og sagde: ”Jamen Hermann, hvor vidste du dog det fra?”. ” Tja… Tjo… der har måske været en nisse på spil,” nåede Hermann lige at svare, inden han fik et stort julekys af konen. Ingen i huset fortalte, at det ikke var de rigtige gaver fra dem, for der var sådan en god stemning. På loftet lagde Gemme Nisse Mor sig glad og tilfredst i sin seng.

Men da alle i huset lå og sov listede manden op på loftet. Han blev meget vred, da han opdagede de rigtige gaver. Gemme Nisse Mor måtte forlade huset og turde aldrig vende tilbage igen. Det sidste hun sagde til manden inden hun tryllede sig væk var: ”Juleglæde, afhænger ikke af prisen på gaven, men om glæden ved at give noget, der skaber drømme og glæde i mange år.”

Dagens sponsor

Vi ses ved Julemøllen er på Vølundsvej 19

Den levende julekalender

Dagens maleri: Georgs vugge

Tidligere låger