19. december – Notti Nød

Der var engang en dejlig decembermorgen, hvor sneen atter havde dalet, hele natten fra en frostklar himmel. Den lå nu som det fineste hvide pudder og dækkede hele Nordsjælland. Det var blevet koldere og koldere for hver dag der var gået. Det var nu så koldt, at det var svært for alle, undtagen menneskene, at finde føde.

De fleste nisser og dyr havde, som sædvanlig, brugt det meste af sommeren og efteråret på at samle sig et lille forråd af mad. Mad som de havde gravede ned på hemmelige steder i skoven, hvor ingen andre kunne finde det. Men fem døgn med sne og nattefrost havde gjort sit til, at det var blevet svært for alle, at finde deres gemmesteder igen. De der kunne finde deres gemmesteder, kunne ikke længere få gravet maden op, af den frosne jord.

Notti Nød var en af disse nisser, der nu forgæves stod og forsøgte at grave bær og nødder op af den frosne jord. Han havde ikke mere mad derhjemme og var nu nødt til at finde det som han havde gemt. Gemmestedet lå ved det det lille træ med de skæve grene. Han ledte og ledte men uden held. Mens han stod og bankede sin lille skovl ned i den frosne jord, kom skovtrolden Glubske Luske gående forbi ham. Notti Nød stod helt stille, for ikke at blive opdaget. Glubske Luske havde favnen fuld af fisk og opdagede heldigvis ikke den lille nisse der stod helt stille med en skovl over hovedet. Notti Nød opdagede alle de fisk trolden kom gående med, og tænkte: ”jeg må fange nogle fisk”. Uden at blive opdaget listede han efter Glubske Luske, og snuppede fiskestangen op af troldens baglomme.

Notti Nød havde aldrig før prøvet at fiske og han havde aldrig før smagt fisk. Nisser plejede ikke at spise dyr. De spiste for det meste grød, bær og nødder. Men Notti Nød havde hørt om andre nisser, der i nødstilfælde havde været nødsaget til at spise en enkel fisk blot for at overleve vinteren. Og det var nu det Notti Nød følte sig nødsaget til at gøre. Han gik ned til Slotssøen med fiskestangen og sin lille skovl.

Men til sin store overraskelse, kunne han ikke finde Slotssøen. Han kunne godt finde slottet men den lå ikke længere i søen. Det var da underligt, hvad var der mon sket. Der gik lidt tid før han kom i tanke om, at det nok var frosten, der havde fået vandet i søen til, at fryse til is. Isen var så ligesom alt andet blevet dækket af sne og derfor kunne man ikke længere skelne vand fra land.  Notti Nød gik ud på isen og fandt et godt sted. Han huggede et lille hul i isen og lod krogen glide ned vandet. Så satte han sig til rette på isen og ventede, og ventede. Han ventede så længe at han var lige ved at fryse fast til isen. Pludselig hoppede han op, der var bid – der var noget der bed på krogen. Han halede snøren ind, og minsandten om han ikke havde fanget en fisk. En stor blå fisk. Fisken kiggede bedende på ham og sagde ” Jeg er en yderst sjælden kongeblå karpe. Spis mig ikke- min gode nisse, sæt mig fri og jeg vil opfylde et ønske for dig.”

Notti Nød skyndte sig at tage fisken af krogen ”så ønsker jeg at frosten vil forsvinder så jeg kan grave mit vinterforråd op af jorden.

”Så gerne” sagde fisken.

Notti slap fisken fri og den forsvandt ned i hullet. I det samme øjeblik forsvandt isen på søen og der lød et ordentligt plask. Notti Nød, Fiskestang og skovl forsvandt ned i vandet, Notti Nød svømmede i land men fiskestang og skovl forsvandt ned på bunden af søen. Da Notti Nød kom i land, var jorden optøet, fisken havde opfyldt hans ønske. Men hvordan skulle han nu få maden op fra jorden – skovlen lå jo på bunden af søen. ”Notti din Nød” sagde han til sig selv.  Og så måtte han grave maden op med de bare hænder.