Emma Caroline Nisse Lesse var en dag ude at gå en tur i skoven. Dette gjorde hun tit, og denne dag var da egentlig heller ikke, på nogen måde, anderledes end de andre. Til at starte med, var hun taget ud for at finde bær og nødder i skoven som hun plejede.

Hun gik ind og ud mellem træerne og plukkede, hvad hun kunne finde og bruge. Hendes kurv var ganske fyldt da hun kom til den lange lysning der delte skoven i to halvdele. Her stoppede hun op ved det syn der ventede hende.

Foran hende, midt i lysningen stod hjorte, kaniner, egern og mus. Alle så de skræmte ud. Hun kunne se, at de stod og diskuterede et eller andet,og derfor gik hun hen til dem.

”Hvorfor står i her og ser så skræmte ud? Hvad er der galt?” spurgte Emma.

”Det er den lyd…” sagde Fru Mus og gemte sig bag Emma, da der i det samme lød den mest uhyggelige lyd inde fra skoven.

Det gav et sæt i dem alle og de rykkede lidt tættere sammen.

”Vi må da finde ud af hvad det er det laver den lyd” sagde Emma.

”Det er sikkert Glubske Luske. Det lyder som om han er ved at spise en heks” sagde Hr. Hjort.

”Det må undersøges, hvem går med?” spurgte hun.

Få minutter efter, førte Emma Caroline Nisse Lesse an ind i skoven, mod den uhyggelige lyd. Bag sig havde hun to mus og et egern. De gik længere og længere ind. Den uhyggelige lyd lød igen, ”NiiiArrragggghhhuunnniiiggg” de to mus kiggede på hinanden.

”Jeg tror bestemt at denne opgave er for stor for os” sagde den ene.

”Ja, helt bestemt, hvad tror de lige vi er mænd eller mus?” sagde de anden, og vips så var de væk.

Emma kiggede på egernet der stod nervøst og blinkede med øjnene.

”Hvis du er bange, så er det okay, at du også smutter” sagde hun.

”Ba..ba…bange” fremstammede egernet ”Næ.. næ næh jeg er skam en hå… hå.. hård nød at knække” idet samme lød lyden igen, denne gang højere end før. ” NiiiArrragggghhhuunnniiiggg!”  og inden Emma kunne nå at se sig om, havde egernet stukket sin buskede hale mellem benene og var forsvundet. 

”Jamen, så klarer jeg det da bare selv” sagde hun, og så listede hun sig nærmere på lyden. Hun var nu så tæt på, at hun kunne høre en snøften meget tæt på. Det var som om der var nogen der græd. Hun kom tættere og tættere på og pludselig stoppede hun, for der bag træet foran hende, var der noget der bevægede sig. Hun kunne ikke se hvad det var. Men det var der lyden kom fra. Hun gik forsigtigt rundt om træet, og der så hun….den sødeste lille ræveunge, side og græde. Dens venstre bagben sad fast mellem to store stykker træ, der var bundet sammen. Det var én af Skovtrolden Glubske Luskes nissefælder. Ræven fortalte Emma, at den var kommet gående og havde set nogle lækre rønnebær ligge på jorden. Idet den snuppede bærrene klappede fælden sammen om benet på den. Den havde jamret og råbt efter hjælp i flere timer.

 Emma Caroline Nisse Lesse skyndte sig at befri ræven. Hun lagde en forbinding om det brækkede ben og tog ræven med hjem. Hun passede og plejede den og da benet var helet, var de to blevet bedste venner og sammen drog de ud i verden på eventyr, i skove og byer.