I dag skal I høre om Nisse Nok, en forholdsvis tålmodig og hjælpsom nisse, der bare har ét lille bitte problem. For Nisse Nok er vant til at gøre hvad han selv vil, så når han oplever en lille smule modstand, eller hvis noget er for svært, så får Nisse Nok nok. Når dét sker, bliver Nisse Nok meget vred og lige så rød i hovedet som sin hue. Han begynder at skælde ud på alle omkring sig og han kan finde på at gøre underlige ting. Ja det er ikke rart når Nisse Nok får nok. Men det er meget morsomt! Så nu skal i høre en historie, om den dag Nisse Nok fik nok på posthuset.

Nisse Nok var lige stået op, klokken var kvart over to om eftermiddagen. Ja, jeg ved godt det er lidt sent at stå op. Især når man som Nisse Nok også var gået tidligt i seng. Men sådan var det, han havde sovet længe og var først stået op, da han havde sovet nok.  Der var faktisk heller ikke særligt meget han skulle nå denne 13. december. Nisse Nok havde styr på det hele. Han skulle bare lige et hurtigt smut hen på posthuset, inden han skulle være klar på til at se dagens, for ham, store højdepunkt Luciaoptoget på torvet. Den smukke sang og de mange levende lys, der yndefuldt blev ført gennem aftenmørket af alle de søde nissepiger, fik ham for alvor i julestemning. Luciaoptoget var det bedste han vidste, ja altså lige efter jul og risengrød, og nisseøl og julegaver.

Efter at ha’ spist en god portion eftermiddagsmorgengrød, drog Nisse Nok hen til posthuset med sine 26 julekort under armen. Der var travlt på posthuset, ja der var jo altid travlt på posthuset i december måned, men denne dag var der ekstra meget travlhed på posthuset. Der var nemlig sket det uheldige, at postmesteren Karsken Bælg havde fået skægget i klemme i postkassen, så han var taget hen til doktoren. Nu var det så Søren Snotspiser, der engang havde gået med reklamer, der sad ved skranken og betjente kunderne. Da Nisse Nok kom ind på posthuset, var der en kø på 19 nisser foran ham. ”Nå” tænkte han ved sig selv: ”det skal nok gå, jeg har jo god nok tid”. ”Snæste” snøftede Søren Snotspiser, mens han forsøgte at snøkke det snot op der var på vej ned i hans mund, men uden held.  I stedet slikkede han sig om munden og tørrede det sidste snot væk med håndryggen. Det hele gik meget langsomt! Søren Snotspiser brugte næsten 20 minutter pr. kunde. Det meste af tiden gik med at snøkke snot op, og med at tørre snot af kundernes pakker. Nisse Nok begyndte at blive lidt rød i hovedet, men han bevarede fortsat roen. Alt imens Søren Snotspiser forsøgte at slikke på frimærker. Det var meget svært for ham, for frimærkerne klistrede hele tiden fast til det snot han havde på fingrene. Så kløede han sig lidt i håret og ja, så sad de der. Han havde endda fået fem frimærker til at sidde fast i panden.

Da Nisse Nok havde ventet i to timer, var han helt hue-rød i hovedet og han begyndte at brokke sig højlydt til alle dem der stod omkring ham i køen. Så råbte han vredt: ”Hey din snothvalp, få så noget fart på! Vi er faktisk nogen der har travlt”. Søren Snotspiser hørte ham ikke, han havde fået et helt ark frimærker i øret. Nisse Nok begyndte at hoppe af raseri og i bare vrede sparkede han til et bur med høns, der skulle sendes til Langtbortistand. Buret gik i stykker og hønsene fløj rundt i posthuset og ud af døren. Alle kunderne styrtede efter hønsene, for at fange dem ind igen, så ræven ikke snuppede dem. ”Jeg har fået nok!” råbte Nisse Nok vredt. Så gik han målrettet om bag skranken til Søren Snotspiser, der havde snot og frimærker i hele hovedet. Nisse Nok begyndte at pille de tilsnottede frimærker af Sørens pande, øjne, ører og hår. Det var mega klamt, men Nisse Nok fik hurtigt sat frimærker på alle sine julekort. Til stor glæde for Søren Snotspiser, der var lykkelig over at være sluppet af med alle frimærkerne. Nisse Nok fik sendt sine julekort og han nåede at komme ud på torvet, lige tids nok til at se Lucia optoget. Så selv om det hele gik i snot, så endte dagen jo godt – for Nisse Nok, der også kom i julestemning denne gang.