Hr. Manfred havde inde at se det Danske Melodi Grand Prix. Efterfølgende sang han vindersangen: ”skuba duba dabda dididaj”, konstant, og de andre nisser syntes da også, at det var sjovt de første par gange. Men Manfred blev ved, han sang hele tiden og en dag på Julerød Kro blev det for meget for Alfred Fluesvamp.

Hr. Manfred var, på grund af sygdom, blevet overtalt til at hjælpe til i baren. Manfred hyggede sig. Hver gang der kom en ny kunde ind på kroen sagde han ”Hej, hvad skuba duba dabda detdavær” og hver gang han gav en kunde sine drikkevarer sagde han ”værse skuba duba dabda didasgo.”

Til sidst blev det alt for meget af det gode, for Alfred Fluesvamp: ” Nu er det nok!!” råbte han, netop som Mandfred havde sagt ”farvel og ha en skuba duba dabda dejligdag” til en nisse der gik.

 Hr. Manfred troede at Alfreds udbrud skyldtes, at han ikke ville have mere at drikke. Så Manfred tog hans glas og sagde ”så skaba daba dabda jegda lige ryde op efter dig”.

 Alfred Fluesvamp blev helt rød i hovedet, rev sit glas ud af hånden på Manfred og sagde ”Jeg udfordrer dig – Hr. Manfred, til en stilleleg. Hvis du kan lade være med at synge – skuba duba dabda dididaj, resten af dagen i dag, fra nu af. Så vil jeg købe V.I.P billetter til det Internationale Melodigrandprix til dig. Men hvis du ikke kan, så skal du tage min tjans ved pakkemaskinen, mens jeg selv tager til Melodi Grand Prix.”

Hr. Manfred tænkte sig lidt om inden han rakte Alfred hånden og sagde ”Top, det kan jeg daaaa … skuda duba daba dida godt klare”

Hele kroen væltede rundt på gulvet af grin. For Hr. Mandfred havde tabt væddemålet, allerede inden det næsten var begyndt og det var skuba duba babda dumt.

Da aftenen for finalen i det internationale Melodi Grand Prix kom drog Alfred Fluesvamp glad afsted, mens Hr. Manfred sur og irriteret måtte sidde og passe Alfreds job som aftenvagt ved Julegaveindpakningsmaskinen. Han skulle sidde helt stille på en stol og kigge efter, om alle julegaverne der kørte forbi ham på pakkebåndet, var pakket pænt ind.

Hvor var det dog kedeligt. Han måtte væk derfra, han kunne ikke bare sidde der, på årets næststørste aften. Han fandt en stor pakke, hvori der var en dukke. Han satte den på stolen, for at eventuelle forbipasserende skulle tro at det var ham der sad der. Derefter dæmpede han lyset og gik ud.

 Men hvordan kunne han slippe gennem byen og helt ud til Refshaleøen, uden at blive opdaget. Gaden var badet i lys fra gadelamperne. Så snart han trådte ud på vejen, ville han sikkert blive opdaget. Han tænkte sig om og fandt ud af, at når han ikke kunne gå hen over vejen, så måtte han jo gå under vejen. Han fjernede kloakdækslet og uden at blive set hoppede han ned i kloakken. Skønt der lugtede fælt, så løb Hr. Manfred glad igennem kloakrørene mens han sang ”skuba duba dabda dididaj, skuba duba dab jeg er på vej”.

 Den eneste der hørte ham var trolden Glubske Luske, der blev nødt til at flygte op af kloakken midt på torvet i Hillerød. Den troede nemlig at der kom et stort monster løbende skuba duba diba direkte imod ham.

Hr. Manfred nåede at se afslutningen af Melodi Grand Prix og komme tilbage igen uden at blive set. Men da han kom ind til pakkemaskinen, mødte han alle de andre nisser der sure stod og ventede på ham. Pakkemaskinen var gået i stykker. Han følte sig klam og ildelugtende og de andre skældte ham ud. Men alligevel syntes han, at det havde været skuba duba dabda det hele værd.