Dagens låge præsenteres i samarbejde med:
Vi ses ved Julemøllen kl 11.00
eller hos
Rodes.dk
Slotsgade 1
11. december – Nisse Clara
Nisse Clara kunne godt mærke hun var blevet et år ældre, da hun havde taget en halv times morgengymnastik. ”Ja ja, man er ikke 600 år længere”, sagde hun for sig selv og gik ned for at lave morgenkaffe. Hun stod altid tidligt op om morgenen. Meget tidligere end de andre nisser. Det var stadig helt mørkt udenfor og der var ingen lys i de andre huse i Julerød. Nisser elsker at sove længe. Det havde Clara ikke gjort siden hun kom til at sluge en sølvgrankogle fra et hemmeligt træ i skoven. Siden den dag havde hun fået mange kræfter og opførte sig slet ikke som en nissedame på hendes alder burde gøre.
Da hun gik ned ad trappen for at komme ned til køkkenet, kunne hun pludselig lugte noget. Der lugtede virkeligt dårligt og det kom fra køkkenet. ”Har jeg glemt at putte osten i køleskabet” sagde hun for sig selv. Men da hun trådte ind i køkkenet kunne hun se at den var helt gal. Alle skabe stod åbne og der var rodet alle steder. Der havde været nogen!
Der var også ret koldt, for døren ud til haven stod åben og det tog hende ikke mange øjeblikke før hun opdagede at alle hendes chokoladetunger var væk. ”Der har været en tyv!!!”, sagde hun højt og kiggede ud af vinduet. ”Hvad i alverden!”. Ude i haven gik trolden Glubske Luske rundt. Det var ham der havde været på spil, og stjålet hendes yndlingschokolade. Det var det der lugtede af – Trold!
Hun kunne se han var på vej væk og at han havde en kæmpe sæk i sin ene hånd. Glubske Luske gik forbi den snemand som Clara havde bygget dagen før. Da han opdagede snemanden råbte han: ”Hvad glor du på!”, og gav den et skub så den væltede. Glubske Luske gik ud af Claras have og var nu på vej over til naboen Notti Nød.
Trolden gik ind i Notti´s hus. Han tændte lyset i køkkenet og begyndte at rode rundt. Clara listede hen til Notti´s køkkenvindue og så hvordan trolden ledte rundt og væltede alting. Han var garanteret ude efter mere chokolade som han ville stjæle. ”Det skal blive løgn”, hviskede Clara for sig selv og fik en idé.
Trolden havde fundet Notti´s slikskab. Det var fyldt med store plader flødechokolade og Glubske Luske begyndte at fylde i sækken. ”Hvad hytten bilder du dig ind, din grimme trold”, sagde Clara med den dybeste stemme hun kunne. Glubske Luske fik et chok, så han tabte sækken. ”Hvem taler”, sagde Luske med forskrækket stemme. ”Det er da mig. Den snemand du væltede lige før”, sagde Clara med dyb vred stemme og løftede snemandens hoved op i vinduet, så trolden kunne se det. Clara havde lige rettet lidt på snemandens ansigt så han så meget vred ud. Trolden stod helt stiv af skræk og så på det vrede snemandshoved som stirrede vredt tilbage på han gennem vinduet. ”Slip den sæk og skrub hjem hvor du kom fra. Ellers fryser jeg alle dine grimme vorter af”. Glubske Luske var stolt over sine vorter – især den han havde på næsen, og blev endnu mere bange. ”Nej nej, skån mig”, hvinede Glubske Luske og styrtede ud af huset. Han kiggede sig ikke tilbage og hørte snemanden råbe: ”Bange-bukse-trold!!!”. Clara hørte svagt Glubske Luske råbe: ”Jeg vidste ikke at der fandtes snemænd som kunne tale”. ”Nej, og jeg vidste ikke at der fandtes trolde som spiste chokolade”, sagde Clara for sig selv, og gik hjem og lavede morgenkaffe.