HILLERØD.NU præsenterer
Gratis pop-op-koncert fredag den 26. juli kl. 17.30 på Torvet i Hillerød
HILLERØD.NU ruller for fjerde gang den omrejsende scene ud, når Annette Heick kommer med sit Melodi Grand Prix Show fredag den 26. juli.
Annette Heick er i dag en anerkendt musicalstjerne fra bl.a. Evita og My Fair Lady, og til næste år spiller hun hovedrollen i Mamma Mia i Tivolis Koncertsal. Det er derfor en sanger med en vis pondus, der kommer og leverer et underholdende Melodi Grand Prix Show på Torvet.
Som datter af Danmarks mest berømte duo Keld og Hilda er Annette vokset op med Melodi Grand Prix og har også selv optrådt både som deltager og som vært.
Pop-op-koncerten er et led i Gang i Danmarks turné til 48 danske handelsbyer, der slår et slag for, at man skal handle lokalt og holde byen levende.
Det er den fjerde af seks gratis pop-op-koncerter, som HILLERØD.NU arrangerer i bymidten.