1. december – Historien om Niels Larsen

Selvom nissen Niels Larsen var glad for at være nisse, så kunne han godt finde på at tage mennesketøj på og vandre rundt i Hillerøds gader. De andre nisser i Julerød vidste godt, at Niels gjorde det en gang imellem, men det var helt ok. Så kunne han komme tilbage og fortælle nisserne hvordan det gik med julestemningen blandt folkene i Hillerød.

Når han havde mennesketøj på, lagde folk i Hillerød aldrig rigtigt mærke til ham. Enkelte tænkte – Nå, sikke en lille mand – men så gik de travle videre. På den måde kunne Niels Larsen vandre stille rundt og kigge på folk. Han synes det var skægt at se hvordan de opførte sig. De havde altid så meget fart på. De skulle altid hurtigt videre. De glemte tit at standse op og mærke det, det hele drejer sig om – nemlig julen. Nå, men sådan er mennesker jo. Det vidste han.

Før i tiden var han en rigtig drillepind, men det gad han ikke rigtigt mere. Det var blevet kedeligt at drille. Nu synes han det var sjovere at hjælpe andre. Det var også derfor han ofte hjalp folk når han kom til Hillerød. Hvis et barn i klapvogn havde tabt sin slikkepind, så spænede han efter og gav den lille barn slikkepinden igen. Det sammen hvis en baby havde tabt sin sut. Så kom Niels til hjælp og proppede sutten i munden på babyen inden den begyndte at græde. Der var aldrig nogen der opdagede noget. Folk hørte kun en lille stemme der sagde: ”Glædelig jul”, og så var Niels videre.

En dag – det var vist nok en torsdag – var Niels endt henne i banken. Han havde fundet en sparegris, som han artigt havde afleveret til en lille dreng, der havde glemt den ved pølsevognen. Det var hele drengens opsparing, så han blev meget glad. Niels opdagede nogle pebernødder som lå i en kurv på bankens disk. Niels elskede pebernødder, og kunne ikke lade være med at tage en ordentlig håndfuld. Han satte sig på en stol og begyndte at spise. Da han ikke havde flere, kunne han mærke i sin mave, at han slet ikke havde fået nok, og gik hen og tog en stor håndfuld mere. Det skete ret mange gange og til sidst var der ikke flere pebernødder tilbage. Det gjorde ikke noget for nu var Niels mæt – og træt. Jeg tager lige en lille lur bag ved denne her store plante, tænkte Niels og faldt i søvn.

Da Niels vågnede blev han meget forskrækket. Alt lys i banken var slukket og der var helt tomt for mennesker. Alle var gået hjem. Banken var lukket og slukket og Niels var helt alene. Han var lidt bange. Han vidste ikke hvad klokken var, for han kunne ikke klokken. Det havde han aldrig haft brug for. Han gik hen og hev i døren. Den var selvfølgelig låst. I Julerød låste man aldrig dørene, men Niels vidste godt at menneskene holdt meget af at låse. Specielt bankfolk – de elskede at låse døre af en eller anden grund, som Niels ikke helt havde forstået.

Niels måtte vente helt til det blev morgen og rengøringskonen kom og åbnede. Han havde dog ikke kedet sig. For han havde spillet ”Uno” med fire rotter hele natten. Han lovede sig selv aldrig at falde i søvn andre steder end sin egen seng.